Sport

Landsholdsprofil slipper nådigt fra uheld på håndboldbanen

Michala Møller undgik brud i anklen og ventes at være ude i tre-seks uger efter sit uheld i onsdags.

Esbjergs Michala Møller var i december en del af Danmarks VM-hold. (Arkivfoto).
Esbjergs Michala Møller var i december en del af Danmarks VM-hold. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Den danske håndboldlandsholdsspiller Michala Møller kan ånde lettet op, efter at hun i onsdags udgik af Team Esbjergs ligaopgør mod HØJ Elite med store smerter i anklen.

Bagspilleren forventes blot at være ude af spillet i tre-seks uger, og hun når dermed at blive klar til slutspillet i Bambuni Kvindeligaen og knockoutfasen i Champions League.

Det oplyser Team Esbjerg på sin hjemmeside.

- De efterfølgende undersøgelser har vist, at der ikke er tale om brud, og en operation er heller ikke nødvendig.

- Der er tale om en ledbåndsskade, og der arbejdes nu på behandling og genoptræning, hvorfor der forventes en pause på tre-seks uger, skriver Team Esbjerg.

Det er en mildere prognose, end cheftræner Tomas Axnér havde forventet, da han så sin smerteramte profil blive hjulpet af banen.

- Vi er lettede over, at Michala slap forholdsvis billigt fra episoden i onsdags, siger cheftræneren.

Den 25-årige håndboldspiller har optrådt 60 gange for Danmarks A-landshold og har været med til at vinde medaljer ved EM, VM og OL.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden