arbejde

Landstræner efter afklapsning: Vi har niveauet til OL

Landstræner Peter Elander er fortrøstningsfuld trods 2-6 mod Japan, men efterlyser bedre skøjteløb.

Ice Hockey - Women''s Prelim. Round - Group B - Japan v Denmark
Ice Hockey - Women''s Prelim. Round - Group B - Japan v Denmark Jonathan Ernst/Reuters

To kampe, nul point og senest en 2-6-øretæve mod Japan lørdag formiddag. Det har været en tung start for de danske ishockeykvinder ved vinter-OL i Beijing.

Men selv om det danske hold især i første periode mod japanerne var langt fra OL-klassen, er landstræner Peter Elander nogenlunde fortrøstningsfuld.

- Jeg synes, vi har niveauet. Men vi ved også, at vi skal spille på 100 procent for at have en chance, siger han.

I første periode så han sine spillere blive løbet over ende af japanerne, der generelt var hurtigere på fødderne end de danske spillere.

Allerede efter et kvarter måtte han tage en timeout for at få styr på sit hold, der vaklede faretruende og havde lukket tre mål ind i løbet af tre minutter.

Alle tre mål scoret på friløbere, hvor japanerne ganske enkelt løb fra deres danske modstandere. Og netop evnerne på skøjter er et punkt, hvor der skal sættes hårdt ind i dansk ishockey i de kommende år, fastslår landstræneren.

- Vi kan se, at niveauet på skøjteløbet er utrolig højt hos alle spillere, der er med her. Skøjteløbet er nøglen i kvindeishockey. Og alle hold, der kommer op fra lavere niveau, har et stort arbejde at gøre for at forbedre det.

- Vi har to kampe mere, og forhåbentlig kan vi nå kvartfinalen. Vi ved, at det ikke bliver let mod Tjekkiet og Sverige, men vi har altid en mulighed, siger Peter Elander.

Danmark møder Tjekkiet på mandag og Sverige på tirsdag. De tre bedste af puljens fem hold går videre i turneringen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden