Sport

Landstræner er suspenderet i norsk skihopskandale

Landstræner Magnus Brevig og en servicetekniker er blevet suspenderet for at have fusket med hoppernes dragt.

Magnus Brevig (til venstre) er suspenderet som landstræner for Norges skihopherrer efter at være blevet afsløret i bevidst at have forsøgt at snyde.
Magnus Brevig (til venstre) er suspenderet som landstræner for Norges skihopherrer efter at være blevet afsløret i bevidst at have forsøgt at snyde. Terje Pedersen/Reuters

Et krisemøde i den norske delegation mandag ved VM i skihop har ført til, at herrelandstræner Magnus Brevig er blevet suspenderet fra jobbet med øjeblikkelig virkning. Det samme er servicetekniker Adrian Livelten.

Det oplyser Norges Skiforbund (NSF) på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet NTB.

- Det blev varslet i går (søndag, red.), at det ville få konsekvenser. Det er sket nu, siger den konstituerede generalsekretær i NSF Ola Keul til NTB.

Lørdag blev tre af de norske hoppere diskvalificeret ved VM, fordi det blev opdaget, at der var blevet manipuleret med syningen i deres dragt i jagten på ekstra meter. I første omgang nægtede landstræner Brevig at have snydt.

Søndag indrømmede han så, at han var involveret i forsøget på at snyde, oplyste Jan-Erik Aalbu, skihopchef i NSF.

- Afsløringerne kommer som et chok - også for mig. Bevidst manipulering af udstyr og snyd bryder med alt, hvad jeg står for, sagde Aalbu.

- Staben har forklaret, at de fredag valgte at sy en forstærket tråd ind i Forfang og Lindviks dragter. Det blev gjort vel vidende, at det ikke var inden for reglerne, men med en tro om at det ikke ville blive opdaget af FIS.

FIS er Det Internationale Skiforbund, som er arrangør af det nu afsluttede VM i Norge.

Skandalen rullede, og et par af NSF's seks hovedsponsorer har trukket deres støtte.

Det er Aalbu, som sammen med Ola Keul har besluttet at suspendere Brevig og Livelten. Landstræneren har uden videre accepteret suspenderingen.

- Jeg har givet mit samtykke til suspenderingen. Det er klogt at give det tid og ro og få alle fakta på bordet, siger Brevig ifølge NTB.

Det var nogle af konkurrencens øvrige nationer, der ledte FIS på vej til at opdage snyderiet.

Østrig, Polen og Slovenien havde klaget, men det blev i første omgang afvist af FIS, som dog ændrede mening, efter at dragterne blev kontrolleret igen.

Forinden havde en video floreret på internettet. Den var optaget gennem en dør og viste angiveligt, at dragterne blev syet om aftenen inden konkurrencen.

Det var hopperne Marius Lindvik, Johann André Forfang og Kristoffer Eriksen, som blev diskvalificeret. Førstnævnte hoppede sig ellers til VM-sølv i første omgang.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden