Håndbold

Landstræner håber på mentalt løft med semifinalebillet

Det er hårdt mentalt at være til EM under de nuværende coronaforhold, mener Nikolaj Jacobsen.

HANDBALL-EURO-DEN-NED
HANDBALL-EURO-DEN-NED Attila Kisbenedek/Ritzau Scanpix

Lidt over tre uger efter at de danske håndboldherrer mødte ind i landsholdslejren, er de klar til semifinalen ved EM.

En overbevisende sejr på 35-23 over Holland var mandag aften nok til at sikre dansk avancement, da Island tidligere på dagen havde tabt til Kroatien.

Med alle coronaforanstaltningerne og det konstante pres i baghovedet håber landstræner Nikolaj Jacobsen på en mental bonus for spillerne.

- Det er en mental slutrunde. Det er den tredje på et år. Vi har været sammen i tre en halv måned på et år, og det kan også slide lidt.

- Vi skal have lov at nyde det. Det er så drænende at bo på et coronahotel, hvis vi kan tillade os at kalde det det. Man skal hele tiden være påpasselig og tænke over alle små skridt og handlinger.

- Jeg håber, at det her kan lette hovederne lidt, og så vil vi tillade os at nyde det i aften og i morgen. Så kigger vi på, hvordan vi får afviklet kampen på fredag, siger han efter mandagens sejr.

Det er tredje gang på et år, at holdet når til semifinalen ved en slutrunde. Ved VM i januar sidste år blev det til guld, mens danskerne tog sølv med hjem fra OL i Tokyo i sommer.

- Et er, at det er semifinalen. Noget andet er, at det er tredje turnering i træk. Der er ikke ret mange landshold, der formår at gøre det tre gange på et år.

- Jeg synes faktisk, at det er en vanvittigt stor præstation, så jeg har også rost spillerne meget for at være mentalt stærke, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.

Danmarks sejr over Holland var der aldrig tvivl om.

Til det var klasseforskellen for stor, og Danmark var allerede ved pausen foran med ni mål.

Med den store føring kunne Nikolaj Jacobsen uden problemer sende en stribe af reserverne i kamp.

- Der var mange spillere, der præsterede på et rigtig fint niveau. Jeg synes også, at Mads (Mensah, red.) kom ind og fik sat struktur på angrebsspillet.

- Vi fik fundet nogle fine løsninger, men brændte bare lidt for meget i anden halvleg. Men når man fører med 9-10-11 mål, lever man også med det, siger landstræneren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden