ishockey

Landstræner holder VM-døren på klem for NHL-forwards

Heinz Ehlers har ikke helt opgivet at få forstærkninger fra Nordamerika til sin VM-trup.

Alexander True går natten til onsdag i gang med slutspillet med Charlotte Checkers i AHL. Tidligere på sæsonen har han spillet otte NHL-kampe for Seattle Kraken.
Alexander True går natten til onsdag i gang med slutspillet med Charlotte Checkers i AHL. Tidligere på sæsonen har han spillet otte NHL-kampe for Seattle Kraken. Stephen Brashear/Ritzau Scanpix

Nikolaj Ehlers og Joachim Blichfeld er eneste nordamerikanske islæt på det danske ishockeylandshold, der i de kommende uger spiller VM i Finland.

Men landstræner Heinz Ehlers har ikke helt opgivet at få flere NHL-forstærkninger ind i sin trup undervejs i turneringen.

Det handler som altid om spillere, der eventuelt ryger ud af slutspillet med deres nordamerikanske klubber.

Lars Eller er sammen med Washington Capitals lige nu i gang med en drabelig slutspilsserie mod Florida Panthers. Stillingen er 2-2 i serien, hvor der skal fire sejre til for at avancere.

I AHL, der er ligaen under NHL, tager Alexander True natten til onsdag hul på slutspillet med Charlotte Checkers. True har tidligere på sæsonen spillet otte NHL-kampe for Seattle Kraken.

- Jeg regner ikke med noget som helst. Skulle de ryge ud, vil vi tage fat i dem og forsøge at lokke dem over. Men det afhænger af, hvor langt vi er i processen, om det kan betale sig at ringe nogen ind, siger Heinz Ehlers.

Om Lars Eller i givet fald vil være klar til at flyve til Finland, er et åbent spørgsmål. Blandt andet på grund af årlige playoffkampe med Washington har han blot spillet tre landskampe siden VM 2016.

True kan tidligst ryge ud på lørdag, men vurderet på grundspillet er Charlotte Checkers favorit i serien mod Bridgeport Islanders.

Kommer nogen af de to forwards til VM, vil de givetvis blive modtaget med åbne arme af landstræneren, der må se bort fra flere profiler i sin trup.

Nicklas Jensen, Patrick Russell og Mikkel Bødker har alle meldt afbud. I stedet kan der blive VM-debut til folk som Christian Wejse og Metal Ligaens topscorer Felix Scheel.

Sidstnævnte har været landsholdsspiller i næsten et årti, men er først nu sluppet gennem nåleøjet til VM.

- Jeg har ikke set ham bedre, end han er nu. Han har spillet en fantastisk sæson for Esbjerg, hvor han virkelig har drevet holdet.

- Sidste år sagde jeg til ham, at han var nødt til at ændre sin spillestil lidt på landsholdet, fordi vi ikke har plads til luksusspillere. Det synes jeg, han har gjort, siger Heinz Ehlers.

VM-holdet rejser torsdag til Helsinki og spiller første kamp lørdag mod Kasakhstan.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden