Landstræner skal pumpe energi i trætte spillere før VM
Alle VM-spillere er skadesfri, men landstræner Nikolaj Jacobsen forventer, at holdet er præget af OL-slitage.
OL i Paris snuppede sommerferien, så der er ikke noget at sige til, hvis der er en smule træthed blandt spillerne på det danske håndboldlandshold, der fredag har begyndt forarbejdet til VM senere på måneden.
Landstræner Nikolaj Jacobsen er i hvert fald forberedt på at skulle tage særlige hensyn til spillerne både før og under slutrunden.
- Fysisk er det en udfordring, men jeg tror, at det afgørende bliver det mentale. At der er friskhed i spillernes hoveder, og at vi får den rette energi ind i det.
- Jeg skal selvfølgelig sørge for, at vi når vores ting og er godt forberedt, men jeg skal samtidig give frihed, så der også bliver ladet nogle batterier op undervejs, siger Nikolaj Jacobsen.
På overfladen ser det ellers ud, som man efterhånden blevet vant til.
En stribe af landsholdsspillerne har gennem efteråret igen været bærende kræfter i nogle af Europas største klubber.
Emil Nielsen storspiller i målet i Barcelona, Mathias Gidsel er topscorer i Bundesligaen, og alle glæder sig til at komme i gang med VM.
Ikke mindst fordi både det indledende gruppespil og mellemrunden foregår foran eget publikum i Boxen.
Men Jacobsen forventer altså ikke at kunne dirigere med et hold i tiptop forfatning.
- Jeg tror ikke, at der er nogen, der føler sig på toppen lige nu. Det er halvandet år, de nu har kørt uden pause.
- Der er heldigvis ikke nogen, der kommer med skavanker. Men du får mig ikke til at sige, at alle er på toppen, for det tror jeg ikke, at de er, fastslår Nikolaj Jacobsen.
Holdet varmer op med to testkampe mod Bahrain i København torsdag og fredag i næste uge. 14. januar tager danskerne hul på VM med den første gruppekamp mod Algeriet.
Drømmen er at gentage bedriften fra 2019, der blev en uforglemmelig oplevelse med herrelandsholdets første VM-guld i en ren folkefest i Herning.
- Der er jo mange på det her hold, der ikke var med i 2019, og det kan jeg godt forstå, at de glæder sig til.
- Men min erfaring siger mig også, at hvis vi ikke har det mentale overskud, så kan vi være lige så dygtige, vi vil. Så vinder vi ikke.
- Derfor bliver det en balancegang. Vi skal selvfølgelig nå noget til træning, men det er lige så vigtigt at have overskuddet og energien til at toppræstere i 20 dage, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.