Fodbold

Lang Billing-tå sikrer Bournemouth point i Newcastle

For anden kamp i træk scorede den danske landsholdsspiller for Bournemouth i Premier League.

Philip Billing prikkede bolden forbi Nick Pope i Newcastle-målet.
Philip Billing prikkede bolden forbi Nick Pope i Newcastle-målet. Lee Smith/Ritzau Scanpix

Danske Philip Billing har tilsyneladende fundet opskriften på at score i Premier League.

Den 26-årige midtbanespiller kom lørdag på måltavlen for anden kamp i træk, da han scorede Bournemouths mål i 1-1-kampen på udebane mod Newcastle.

I oprykkernes seneste kamp for to uger siden tordnede danskeren bolden op i målhjørnet mod Nottingham Forest.

Scoringen mod Newcastle var mindre spektakulær. Efter lidt over en times spil løftede Jordan Zemura bolden ind i feltet, hvor den tårnhøje dansker kom blæsende og kunne styre kuglen i mål til 1-0 med en lang tå.

Foreløbig har det vist sig som et vellykket træk at skifte træner Scott Parker ud med Gary O'Neil efter 0-9-ydmygelsen mod Liverpool.

Holdet er ubesejret i tre kampe under O'Neils ledelse. Men Billings scoring rakte dog ikke til endnu en sejr. Kort efter udlignede svenske Alexander Isak nemlig på straffespark til 1-1.

Newcastle pressede på til sidst, men fik for lidt ud af spilovertaget.

Den nyrige klub har ikke vundet siden sæsonpremieren og har dermed spillet seks kampe uden sejr.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden