Lang pause kan vente Aalborg-profil

Aalborg Håndbold afventer svaret på en scanning af Lukas Sandells lyskeskade, men højrebacken bliver næppe spilleklar i nærmeste fremtid

Lukas Sandell (tv.) måtte udgå af torsdagens Champions League-kamp mod Celje med en lyskeskade. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Lukas Sandell (tv.) måtte udgå af torsdagens Champions League-kamp mod Celje med en lyskeskade. Arkivfoto: Torben Hansen

HÅNDBOLD:Skjern Håndbold har inviteret til håndboldfest ved at rykke lørdagens hjemmekamp mod Aalborg Håndbold til Jyske Bank Boxen i Herning, men festen bliver uden en af Aalborg-holdets største profiler.

Lukas Sandell måtte udgå af torsdagens Champions League-sejr mod Celje med en lyskeskade, og udsigterne er ikke umiddelbart lyse for den svenske højre back.

- Han er blevet scannet i dag (fredag, red.), og vi afventer resultatet, men jeg kan nok godt afsløre, at det ikke handler om en eller to ugers pause. Det ser mere alvorligt ud, og det er selvfølgelig brandærgerligt, for Lukas spillede jo en fremragende kamp mod Celje. Vi har også Mads Hoxer på den position, og han har gjort det godt og er fremtidens mand, men vi ville jo gerne råde over dem begge to, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.

Lørdagens kamp mod Skjern bliver altså med sikkerhed uden Lukas Sandell, og det samme gør sig gældende for anfører René Antonsen, der har siddet ude i størstedelen af sæsonstarten.

- Det går fremad med René, men der går nok stadig en 14 dages tid, inden han er klar til at spille, siger Jan Larsen.

Til gengæld har Aalborg Håndbold det helt store trækplaster i form af Mikkel Hansen med. I Skjern håber de, at udsigten til at se verdensstjernen på nærmeste hold kan lokke mere end 7000 tilskuere i Jyske Bank Boxen.

- Jeg har det rigtig fint med, at Skjern har valgt at flytte kampen. De fejrer også deres 30 års jubilæum, så jeg tror ikke kun, at det er på grund af Mikkel, at vi spiller kampen i Herning, men jeg kan da kun glæde mig over den håndboldfest, der er udsigt til. Det bliver helt sikkert en hård opgave, men jeg håber selvfølgelig på, at vi kan spolere deres fest lidt ved at vinde kampen, siger Jan Larsen.

Det er også en velspillende Mikkel Hansen, der møder op i Herning. Torsdag blev det til 10 mål på 10 afslutninger i sejren over Celje.

- Det er nærmest gået over al forventning. Vi ved godt, at han er en fantastisk dygtig spiller med stor spilintelligens, men det, han har præsteret, har været unikt både på og uden for banen, siger Jan Larsen.

Lørdagens opgør i Herning fløjtes i gang klokken 16.10 og kan ses på TV 2.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.