Lars Eller-scoring hjælper Capitals til sejr i NHL
Lars Eller sendte Washington Capitals foran 3-2 i tredje periode, da holdet slog Florida Panthers i NHL.
Opdateret kl. 07:11
Den danske ishockeyforward Lars Eller hjalp natten til onsdag dansk tid sit hold, Washington Capitals, til sejr med en scoring mod modstanderholdet Florida Panthers i NHL.
Kampen endte 6-3 til Washington Capitals på hjemmebanen Capital One Arena i forbundshovedstaden Washington D.C.
I kampens to første perioder fulgtes de to mandskaber pænt ad og gik ind i tredje periode med stillingen 2-2.
Herefter indledte Capitals en decideret målfest, som 35-årige Eller begyndte, da han to minutter inde i perioden fiskede pucken fra modstanderholdet.
Herefter skøjtede Eller direkte mod mål og forbi modstanderholdets målmand Sergei Bobrovsky ved hjælp af en smart finte og sendte pucken venstre om keeperen til 3-2.
I resten af perioden lykkedes det Panthers at nå frem til en enkelt scoring, mens Ellers holdkammerater fandt netmaskerne yderligere tre gange.
Hjemmeholdets to sidste mål var i tomt bur, da Florida-mandskabet satsede ved at spille uden målmand.
Alex Ovechkin satte pucken ind i allersidste sekund for Ellers mandskab. Russeren er dermed oppe på 878 mål i NHL.
Legenden Wayne Gretzky har rekorden for flest mål i NHL med 894.
Efter kampen ligger Washington Capitals på førstepladsen i den østlige halvdel af regnskabet i USA's bedste ishockeyliga.
Washington Capitals skal igen i aktion på isen i NHL natten til fredag dansk tid, hvor holdet møder Philadelphia Flyers.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.