Sport

Lauge-løse BSH tager sejren trods elendig afslutning

For første gang siden december fandt BSH sejrsformlen i Herreligaen med 31-29 over Nordsjælland.

Højrefløj Patrick Boldsen havde i første halvleg fart i fødderne i BSH's kontrafase. (Arkivfoto).
Højrefløj Patrick Boldsen havde i første halvleg fart i fødderne i BSH's kontrafase. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En effektiv kontrafase var nøglen for Bjerringbro-Silkeborg (BSH), der tirsdag aften vandt 31-29 over Nordsjælland Håndbold i Herreligaen.

Undervejs lignede det en sikker BSH-sejr, men i de sidste ti minutter skiftede kampen fuldstændig karakter, og elendigt BSH-angrebsspil lukkede Nordsjælland tilbage i opgøret.

Morten Olsen styrede BSH's angrebsspil, og det gjorde han ikke prangende.

Den tidligere landsholdsplaymaker lavede flere store fejl i afslutningen, og BSH scorede ikke i de sidste ti minutter af kampen, men nordsjællænderne besad ikke skarpheden, der skulle til for at straffe BSH-sløseriet.

Dermed tog BSH den første sejr i Herreligaen i 2025. De seneste tre ligakampe er blevet til to uafgjorte resultater og et enkelt nederlag.

De seneste to kampe har været uden Rasmus Lauge, og det skal BSH nok vænne sig lidt til.

Tidligere tirsdag sagde direktør Jesper Schou til TV 2 Sport, at man ikke forventede at råde over landsholdsplaymakeren i den resterende del af sæsonen. "Familiære omstændigheder" holder Lauge fra banen.

Det kan ende med at koste BSH dyrt i den resterende del af sæsonen, hvis takterne fra de sidste ti minutter af kampen mod Nordsjælland fortsætter.

Her blev profilens fravær tydeligt, men det kostede dog ikke point, da de jyske gæster i de første 50 minutter havde opbygget en stor nok føring særligt takket være en god kontrafase.

Særligt i første halvleg kørte det jyske kontratog i høj fart. Særligt Patrick Boldsen havde fart i fødderne, og den hurtige højrefløj noterede sig for seks scoringer i åbent spil i første halvleg.

Det blev ikke meget bedre efter pausen for Nordsjælland, der fortsatte med at lave mange fejl. BSH straffede det gang på gang til at skabe en føring på otte mål.

Derfra slækkede de jyske gæster på det, men tog alligevel den første sejr i Herreligaen siden 21. december.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden