LeBron James er første spiller til at nå 50.000 point i NBA
LeBron James er den første spiller, som har nået 50.000 point i den regulære sæson og i slutspillet af NBA.
Basketballspilleren LeBron James, som spiller for Los Angeles Lakers, nåede natten til onsdag dansk tid en ny milepæl.
Han er nu den første spiller, der i alt har scoret 50.000 point i den regulære sæson og i slutspillet af den bedste nordamerikanske basketball-liga, NBA.
Det skete, da han sendte en trepointsscoring i kurven under første quarter af en hjemmekamp mod New Orleans Pelicans tirsdag.
40-årige LeBron James blev NBA's højeste scorer nogensinde, indledte kampen natten til onsdag med 41.837 regulære sæsonpoint og 8162 point i slutspillet.
Blot to andre spillere har nået 40.000 point i alt.
Det drejer sig om Kareem Abdul-Jabbar, som opnåede 44.149 point i løbet af sin karriere. Den anden er den ligeledes pensionerede Karl Malone, der nåede op på 41.689 point. Begge spillede for Lakers ligesom LeBron James.
Lakers indledte kampen med en statistik på 16-3 siden 21. januar og 6-2 i kampe, som Luka Doncic havde spillet, efter at han blev købt fra Dallas Mavericks i sidste måned.
LeBron James er netop blevet kåret til februar måneds NBA-spiller med et gennemsnit på 29,3 point, 10,5 rebounds og 6,9 assists i 11 kampe.
I løbet af LeBron James' 22 sæsoner og 1547 kampe har han i gennemsnit scoret 27 point i den regulære sæson, 7,5 rebounds og 7,4 assists.
Han er fire gange blevet kåret som MVP (Most Valuable Player), og fire gange har han vundet NBA-mesterskabet.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.