LeBron James når op på siden af NBA-legende i antal kampe
41-årig superstjerne i NBA har nu spillet 1611 kampe. Lørdag kan han ligge alene i front og nå ny rekord.
Den amerikanske basketballstjerne LeBron James bliver ved med at imponere i NBA.
Torsdag tangerede han NBA-rekorden for flest spillede kampe i grundspillet, da han trak i trøjen for Los Angeles Lakers i opgøret mod sin gamle klub Miami Heat.
Det var hans grundspilskamp nummer 1611 i karrieren. Dermed tangerer han basketball-legenden Robert Parishs rekord.
Han kan slå rekorden og ligge alene i front på lørdag, når Los Angeles Lakers gæster Orlando.
41-årige LeBron James er i gang med sin 23. sæson i den nordamerikanske basketliga. Ingen andre har spillet så mange sæsoner i NBA.
Han har allerede en lang række NBA-rekorder på cv'et, herunder flest point, flest pointgivende skud og flest skudforsøg.
Han har i alt scoret 43.210 point - hvilket er over 4800 point mere end Kareem Abdul-Jabbar, der ligger nummer to over de mest scorende NBA-spillere i historien.
LeBron James spillede i fire sæsoner for Miami Heat og vandt her to af sine i alt fire NBA-trofæer. Han har spillet for Los Angeles Lakers siden 2018.
Han indledte i 2003 karrieren som 18-årig hos Cleveland Cavaliers, som han har repræsenteret over to perioder.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.