LeBron James sikrer sig rekordlang NBA-karriere
40-årige LeBron James har udnyttet option for næste sæson i Los Angeles Lakers og vil nå op på 23 NBA-sæsoner.
Basketballstjernen LeBron James kan snart føje endnu en rekord til sin i forvejen lange liste af rekorder i NBA.
Søndag oplyser Los Angeles Lakers-spillerens agent, Rich Paul, til den amerikanske tv-station ESPN, at 40-årige James vil gøre brug af en kontraktoption og fortsætte i Lakers i næste sæson.
Dermed vil LeBron James som den første i historien nå op på 23 sæsoner i den nordamerikanske basketliga.
- Vi ønsker at gøre det bedste for LeBron på dette tidspunkt i hans liv og karriere.
- Han ønsker at gøre en forskel i hver sæson, han har tilbage, og det forstår Lakers, de støtter ham og ønsker det bedste for ham, siger Rich Paul til tv-stationen.
Agenten tilføjer, at LeBron James har en tro på, at Lakers i næste sæson kan vinde mesterskabet, efter at holdet i den netop afsluttede sæson røg ud i ottendedelsfinalen.
Ved at udnytte optionen scorer LeBron James samtidig 52,6 millioner dollar svarende til 335 millioner kroner.
LeBron James deler i øjeblikket rekorden for flest sæsoner i NBA med den for længst pensionerede Vince Carter. Begge har spillet 22 sæsoner.
Med 42.184 point er LeBron James desuden den spiller i ligaen, der har lavet suverænt flest point i historien. Der er næsten 4000 point ned til nummer to på listen, den tidligere topspiller Kareem Abdul-Jabbar.
Med 1562 kampe i NBA nærmer LeBron James sig også kamprekorden i NBA. Han er 49 kampe fra at matche Robert Parishs rekord på 1611 kampe, så den kan falde i næste sæson.
LeBron James har siden 2018 spillet for Lakers. Han indledte i 2003 karrieren som 18-årig hos Cleveland Cavaliers, som han har repræsenteret over to perioder. Fra 2010 til 2014 spillede han for Miami Heat.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.