Sport

LeBron James slår ny rekord med flest kampe i grundspillet

LeBron James tager endnu en rekord, efter at han har spillet flest kampe i grundspillet af alle nogensinde.

Da LeBron James gik på banen natten til søndag dansk tid i Miami i Florida, slog han rekorden for flest spillede kampe i grundspillet i NBA. Han havde i forvejen rekorden for flest scorede point, flest scoringer og flest forsøg på at score.
Da LeBron James gik på banen natten til søndag dansk tid i Miami i Florida, slog han rekorden for flest spillede kampe i grundspillet i NBA. Han havde i forvejen rekorden for flest scorede point, flest scoringer og flest forsøg på at score. Nathan Ray Seebeck/Ritzau Scanpix

LeBron James har lørdag slået NBA-rekorden for flest spillede kampe i grundspillet.

Det skete, da han trådte ind på banen til kamp nummer 1612 for Los Angeles Lakers mod Orlando Magic.

Den 41-årige basketballstjerne har dermed overgået den tidligere rekord, som Robert Parish holdt. Parish spillede 1611 kampe, og hans rekord har stået urørt, siden han trak sig fra sporten i 1997.

LeBron James har vundet NBA-mesterskabet fire gange og er i gang med sin 23. sæson, hvilket også er historisk. Han sidder allerede på en lang række NBA-rekorder, herunder flest scorede point, flest scoringer og flest forsøg.

Han har desuden historiens længste stime af kampe i grundspillet med mindst ti scorede point - 1297 kampe i streg.

Efter Lakers' sejr mod Miami Heat torsdag sagde James, at det ikke var den slags rekorder, han havde i tankerne, da han påbegyndte sin karriere.

- Det er ikke sådan, at jeg skriver ting ned eller kigger i historiebøgerne og siger: "Den dér vil jeg have, og den dér vil jeg have".

- Det er ligesom bare sket. Det stod ikke på listen over ting, jeg ville opnå. Rekorden for antal kampe, flest scoringer og 10-points-stimen - de ting fyldte intet i mit hoved, sagde han.

Inklusive kampe i slutspillet har James nu spillet i alt 1904 kampe. Kareem Abdul-Jabbar er en fjern nummer to med 1797 kampe, mens Parish er nummer tre med 1795.

Under kampen mod Miami Heat torsdag leverede James en triple-double. Holdet var først ankommet til Florida klokken 04 om morgenen.

- Han må være vanvittig. Der kan ikke foregå normale ting i hans hjerne, når han kan præstere så godt på så højt et niveau, sagde den 27-årige holdkammerat Austin Reaves om James' præstation efter kampen.

- Han har intet tilbage at bevise, men han finder alligevel noget, der bliver ved med at motivere ham. Det er smukt.

- Hvis der er nogen i verden, der kan tillade sig at tage en slapper og mentalt tjekke ud til taktikmøder eller træning, så er det ham. Men sådan er han bare ikke, sagde Reaves.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden