Leeds napper Rasmus Nissen i Red Bull Salzburg

Efter tre år i Red Bull Salzburg skal Rasmus Nissen Kristensen fremover spille for Leeds i Premier League.

Rasmus Nissen Kristensen er i disse dage samlet med landsholdet, men fik onsdag fri til at gennemføre sit skifte til Leeds. <i>Franck Fife/Ritzau Scanpix</i>

Rasmus Nissen Kristensen er i disse dage samlet med landsholdet, men fik onsdag fri til at gennemføre sit skifte til Leeds. Franck Fife/Ritzau Scanpix

Rasmus Nissen Kristensen kommer fremover til at vise sig frem på den helt store scene i europæisk klubfodbold.

Onsdag oplyser Leeds, at klubben har købt den danske back i Red Bull Salzburg. Premier League-klubben oplyser ikke, hvad Nissen Kristensen har kostet, men blot at han har fået en femårig kontrakt.

Danskeren skifter formelt til Leeds 1. juli.

- Da jeg hørte om deres interesse, kiggede jeg på projektet, og hvad klubben havde gang i, og jeg var aldrig i tvivl. Jeg var 100 procent overbevist, siger Nissen Kristensen på Leeds' hjemmeside.

- Det er en stor og historisk klub, der spiller i den bedste liga i verden, og for mig har klubben alt det, jeg elsker ved en fodboldklub.

24-årige Nissen Kristensen tager springet til England efter tre år i østrigsk fodbold. De har været en stor succes for danskeren.

I samtlige tre sæsoner i Red Bull Salzburg var Nissen Kristensen med til at vinde både det østrigske mesterskab og pokalturneringen.

Nissen Kristensen, der er fra Brande i Midtjylland, har tidligere tørnet ud for Ajax og FC Midtjylland. På landsholdet er det blevet til seks optrædener. Senest mandag mod Østrig.

Leeds overlevede med nød og næppe i Premier League i den netop overståede sæson. Blandt andet takket være en opadgående formkurve, efter at Jesse Marsch blev ansat som cheftræner.

Det var Marsch, der i 2019 hentede Nissen Kristensen til Salzburg.

- Jeg havde en fantastisk forhold til Jesse i Salzburg. Jeg føler, at jeg passer lige ind i filosofien og systemet, som han ønsker at spille, og forhåbentlig kan jeg vise det på banen, siger danskeren.

Leeds går efter sommerpausen i gang med sin tredje sæson i træk i Premier League. Før 2020 var holdet ikke at finde i Englands bedste række i 16 år.

Gennem tiden har Leeds tre gange vundet det engelske mesterskab. I 1969, 1974 og 1992.

Rasmus Nissen Kristensen bliver den fjerde dansker nogensinde til at iklæde sig Leeds-trøjen. Fra 2006 til 2010 var målmanden Casper Ankergren at finde i klubben.

Kasper Schmeichel var der en enkelt sæson fra 2010 til 2011, hvorefter Casper Sloth tog to år i klubben fra 2014 til 2016.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden