sport

Leicester støtter Schmeichel: Banen kostede rent bur

Kasper Schmeichel begik en fejl og lukkede et mål ind mod Randers, men han får opbakning af Leicester-lejren.

Kasper Schmeichel får støtte af sin manager og den dobbelte målscorer James Maddison efter sin fejl i kampen mod Randers FC.
Kasper Schmeichel får støtte af sin manager og den dobbelte målscorer James Maddison efter sin fejl i kampen mod Randers FC. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel så ikke synderligt imponerende ud, da han i det 84. minut af torsdagens Leicester-sejr over Randers FC missede en tæmning, fordi bolden tog et opspring.

Bolden røg lige ud i fødderne på kronjydernes angriber Stephen Odey, der kunne score til slutresultatet 3-1, og det mål forbander Leicester-lejren på Schmeichels vegne, fordi holdet i forvejen har haft store defensive kvaler i denne sæson.

Tilmed skete fejlen efter en brandkamp af Schmeichel, der havde flere flotte redninger i løbet af kampen.

- Vi havde sat næsten op efter et rent bur, og det er jeg skuffet over, at vi ikke fik. Men det var virkelig, virkelig uheldigt, at bolden hoppede, før Kasper ramte den. Han havde nogle fantastiske redninger undervejs, siger Leicester-manager Brendan Rodgers.

Leicester-målscorer James Maddison havde ondt af sin danske holdkammerat, der kun har holdt buret rent tre gange i 23 Premier League-kampe denne sæson.

- Det var banen, der kostede ham et rent bur, og det er virkelig frustrerende. Han var virkelig tændt og ville spille godt i denne kamp.

- Han var desperat efter at holde buret rent, men så kostede banen det, siger midtbanespilleren, som scorede to flotte mål i kampen.

Med en 3-1-sejr i Randers er Leicester nu videre til ottendedelsfinalerne i Conference League efter en samlet 7-2-sejr over Randers FC.

Trods den store forskel på resultattavlen, så har Randers FC imponeret Leicester over de to kampe - og særligt med torsdagens præstation.

- Jeg må lykønske Randers med deres præstation, og jeg er imponeret over, at de holdt gejsten oppe gennem kampen. De kan være stolte over deres indsats i de to opgør, siger Rodgers.

Leicester er således med i bowlen, når der fredag trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Conference League, mens Randers FC's europæiske eventyr nu er ovre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden