Sport

Leicester taber igen trods Hermansens strafferedning

Mads Hermansen blev den første til at redde et straffespark fra Cole Palmer, men Chelsea vandt alligevel 1-0.

Holdkammeraterne løb hen for at hylde Mads Hermansen efter strafferedningen mod Chelsea.
Holdkammeraterne løb hen for at hylde Mads Hermansen efter strafferedningen mod Chelsea. Paul Childs/Ritzau Scanpix

Den danske landsholdsreserve Mads Hermansen har sat en fed streg under, hvorfor han regnes for at være en af de mest spændende målmænd i Premier League.

Søndag spillede han en stor kamp og lavede en historisk straffesparksredning, men trods den fynske sprællemands præstation måtte Leicester rejse fra udekampen mod Chelsea med det femte liganederlag på stribe. I de seneste fire nederlag har Leicester ikke scoret.

Chelsea endte med at vinde 1-0 og spillede sig dermed tilbage i top-4.

FC Københavns ottendedelsfinalemodstander i Conference League kunne have givet sig selv en væsentligt lettere arbejdsdag med lidt større skarphed efter at have haft et massivt chance- og spilovertag.

Det blev bedst eksemplificeret med et brændt straffespark.

I det 19. minut hægtede Victor Kristiansen rapfodede Jadon Sancho i feltet.

Cole Palmer havde omsat sine første 13 straffespark i sin professionelle karriere til mål, men i duellen med Mads Hermansen brændte Palmer fra pletten. Hermansen dykkede ned til sin egen venstre side og parerede det hårde skud til hjørne.

Chelsea fik hul på bylden efter en times spil.

Backen Marc Cucurella huggede til bolden uden for feltet. Hans hårde og flade spark gik ind helt ude ved den ene stolpe. Hermansen virkede irriteret over, at en forsvarsspiller ikke blokerede afslutningen.

Andetsteds i London reddede et trængt hjemmehold sig ud af en penibel situation og bjærgede et point.

Tottenham var bagud 0-2 hjemme mod Bournemouth, men kæmpede sig tilbage og fik 2-2 i løbet af kampens sidste fjerdedel.

Ange Postecoglous mandskab indtager fortsat en beskeden 13.-plads i rækken. Bournemouth ligger nummer otte og er stadig i spil til at sikre en plads i den ene, anden eller tredje europæiske turnering.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden