Sport

Lettet Isaksen kigger mod Europa efter første sæsonmål

Gustav Isaksen scorede det første mål, da Lazio slog Cagliari og åd sig ind på rivalerne i toppen af Serie A.

Kyssesyge smadrede Gustav Isaksens optakt til denne sæson, men den danske offensivspiller ligner en mand på vej tilbage mod topformen. Her jubler han over sin første sæsonscoring mandag.
Kyssesyge smadrede Gustav Isaksens optakt til denne sæson, men den danske offensivspiller ligner en mand på vej tilbage mod topformen. Her jubler han over sin første sæsonscoring mandag. Giuseppe Maffia/Ritzau Scanpix

Den danske offensivspiller Gustav Isaksen gjorde mandag bedst mulig reklame for sig selv forud for Brian Riemers landsholdsudtagelse tirsdag.

Isaksen scorede sit første sæsonmål, da Lazio slog Cagliari 2-0 i Serie A, og den tidligere FC Midtjylland-spiller lægger ikke skjul på, at det var tiltrængt.

- Jeg har lyst til at sige "endelig!" efter dette mål. Det var så vigtigt for mig og holdet, og det var også en vigtig kamp for fansene, siger Isaksen ifølge Tuttomercatoweb.

Lazio og Isaksen har på hver deres måde fået en sløj start på sæsonen. Danskeren fik hele optakten og sæsonstarten ødelagt på grund af kyssesyge, mens Lazio sled med at skabe resultater på grønsværen.

Nu virker det til, at både Isaksen og Lazio har rejst sig. Det var tredje startplads i træk for kantspilleren, der også mærker, at optimismen er tilbage i truppen.

- Vi har ikke tabt i seks kampe. Vi er i en god periode, vi skal bare fortsætte, siger Gustav Isaksen, der holder øjnene rettet mod top-6, der giver adgang til europæisk fodbold i næste sæson.

- Det er målet. Vi ser kun fremad, vi er et stærkt hold.

Med sejren har Lazio 15 point efter 10 kampe. Mesterholdet Napoli topper Serie A med 22 point. Juventus på sjettepladsen har 18 point.

Lazio sluttede som nummer syv i tabellen i den seneste sæson.

Gustav Isaksen skiftede til Rom-klubben Lazio i sommeren 2023. Siden er det blevet til 92 kampe, 10 mål og 10 assister for holdet i lyseblåt.

På det danske landshold står han noteret for 11 kampe og 3 scoringer.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden