Lewis Hamilton revser tidligere Formel 1-chef for Putin-ros

Personer, som støtter at "dræbe folk", bør ikke få taletid, siger Lewis Hamilton om Bernie Ecclestone.

Han er af mange blevet kaldt motorsportens godfather, og ligesom den berømte figur fra mafiafilmene byggede Bernie Ecclestone et imperium op på egen hånd. (Arkivfoto). <i>Maxim Shemetov/Reuters</i>

Han er af mange blevet kaldt motorsportens godfather, og ligesom den berømte figur fra mafiafilmene byggede Bernie Ecclestone et imperium op på egen hånd. (Arkivfoto). Maxim Shemetov/Reuters

Den britiske racerkører Lewis Hamilton langer ud efter den tidligere Formel 1-chef Bernie Ecclestone og advarer om, at den 91-åriges ros til Vladimir Putin "vil sætte os årtier tilbage".

Samtidig opfordrer Hamilton tv-stationer til at ignorere Ecclestone. Ifølge Hamilton bør personer, som støtter at "dræbe folk", ikke have en platform.

I et interview på ITV's "Good Morning Britain" torsdag beskrev Bernie Ecclestone Vladimir Putin som en "førsteklasses person" og lod til at bagatellisere den russiske præsidents invasion af Ukraine.

- Det, han gør, er noget, som han mente var den rette ting at gøre for Rusland, sagde den 91-årige brite, der i årtier egenrådigt styrede Formel 1-sporten.

- Desværre er han ligesom mange andre forretningsfolk, herunder uden tvivl mig selv. Vi begår fejl fra tid til anden.

- Jeg ville stadig tage en kugle for ham. Jeg ville foretrække, at det ikke gjorde ondt, men selv hvis det gør, vil jeg stadig tage kuglen, fordi han er en førsteklasses person, sagde Ecclestone om Putin.

Bernie Ecclestone mener desuden, at krigen kunne have været afværget, hvis den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, havde gjort "en større indsats" for at tale med Putin.

Ifølge Lewis Hamilton, der er syvdobbelt Formel 1-verdensmester, er Ecclestone en "ældre stemme", som ikke længere repræsenterer sporten.

- Vi har ikke brug for at høre mere fra nogen, som tror på krigen, tror på fordrivelsen af mennesker og drab på mennesker. At nogen støtter den person (Vladimir Putin, red.) er uden for min fatteevne, siger Lewis Hamilton.

- Jeg kan ikke tro, at jeg hørte det (Ecclestones udtalelser, red.). Det her kommer til at sætte os årtier tilbage, og vi mangler endda endnu at se det værste.

- Hvis folk ikke har noget positivt at bidrage med, så lad være med at give dem taletid, siger Hamilton.

Også Formel 1 har taget afstand til kommentarerne fra Bernie Ecclestone, som styrede sporten i fire årtier frem til sin afgang i 2017.

Ecclestone tiltrak sig også en del negativ opmærksomhed, da han i 2009 udtrykte ros for Adolf Hitlers ledelsesevner.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.