Lewis Hamilton slipper nådigt fra uheld på nyt hold
Lewis Hamilton mistede onsdag kontrollen og kørte sin Ferrari ind i barrieren, men slap uskadt.
Den britiske racerkører Lewis Hamilton skal lige vænne sig til at sidde i en Ferrari-racer.
Efter 12 år hos Mercedes er Hamilton skiftet til den italienske gigant, og efter kort tid hos sin nye arbejdsgiver har han gjort skade på en af holdets røde racere.
Onsdag kørte den syvdobbelte verdensmester således galt under holdets test nær Barcelona, men den 40-årige brite er sluppet nådigt fra at have mistet kontrollen og være drønet ind i barrieren.
Det oplyser en unavngiven kilde fra holdet til det franske nyhedsbureau AFP.
Hamilton er "helt ok", mens uheldet forklares med, at han prøvede at udforske bilens grænser.
Hamilton kørte i Ferraris racer fra 2023-sæsonen. Holdets racer til den kommende Formel 1-sæson præsenteres 19. februar.
I sidste uge kørte Hamilton sine første testomgange for sit nye hold, som han tørner ud for på en toårig kontrakt.
Lewis Hamilton vandt sit første verdensmesterskab i 2008, mens hans syvende og seneste blev vundet i 2020.
Jagten på endnu et verdensmesterskab indledes for alvor 16. marts med sæsonpremieren i Melbourne.
/ritzau/AFP
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.