spil

Ligatopscorer kanonerer BSH til sejr på vildt frikast

Bjerringbro-Silkeborg har vundet ni af sine seneste ti kampe efter en kneben sejr i Fredericia.

Mads Kjeldgaard Andersen, der skifter til tyske Bergischer HC efter sæsonen, scorede ni mål for BSH i sejren over Fredericia. (Arkivfoto).
Mads Kjeldgaard Andersen, der skifter til tyske Bergischer HC efter sæsonen, scorede ni mål for BSH i sejren over Fredericia. (Arkivfoto). René Schütze/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 20:55

Den forsvarende bronzevinder, Bjerringbro-Silkeborg, tog torsdag endnu en sejr til sin samling takket være ligatopscorer, Mads Kjeldgaard Andersen.

Tiden var således udløbet, da den snart 26-årige venstreback hamrede BSH på 29-28 i udekampen mod Fredericia på et vildt frikast.

Andersen, der efter denne sæson rykker videre til tyske Bergischer HC, scorede i alt ni mål i opgøret for Patrick Westerholms udvalgte.

Efter en lunken sæsonstart har BSH ramt formen i de seneste måneder. De seneste ti ligakampe har således givet ni sejre og et knebent nederlag til mesterholdet GOG.

Som resultat af den gode stime ligger BSH nummer tre i Herreligaen med 26 point for 17 kampe. GOG og Aalborg Håndbold har henholdsvis 29 og 27 point for hver 16 kampe.

Fredericia fulgte godt med i starten, men i slutningen af første halvleg tog BSH fat og bragte sig foran 16-14 efter de første 30 minutter.

Peter Balling bragte BSH foran 22-16 i starten af anden halvleg, og kampen syntes afgjort.

Men blandt andet takket være en skarp Kristian Stoklund og vigtige redninger fra Thorsten Fries holdt hjemmeholdet sig i live frem til slutminutterne.

Med to minutter igen udlignede Anders Kragh Martinusen til 28-28, og efter en ny redning af Fries fik Fredericia også muligheden for at bringe sig foran.

Det kiksede dog, og det samme gjorde det afsluttende BSH-angreb, selv om det blev sat op efter en timeout.

BSH fik dog et afsluttende frikast, og Kjeldgaard fandt på en eller anden måde et hul i Fredericia-paraderne og bankede bolden op i krydset bag Fries.

Tæt var det også mellem midterholdet TTH Holstebro og bundholdet Lemvig-Thyborøn. Med otte minutter igen førte TTH 26-25, men på en fantastisk slutspurt vandt Lemvig-Thyborøn overraskende 29-28.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden