Sport

Lillebror Bellingham følger i storebrors tyske fodspor

Borussia Dortmund havde stor succes med Jude Bellingham. Nu henter klubben Jobe Bellingham i Sunderland.

Jobe Bellingham var med til at skaffe Sunderland tilbage i Premier League for få uger siden. (Arkivfoto).
Jobe Bellingham var med til at skaffe Sunderland tilbage i Premier League for få uger siden. (Arkivfoto). Lee Smith/Ritzau Scanpix

Hvis storebror var en succes, så bliver lillebror det nok også. Det kan have været tanken hos Borussia Dortmunds sportslige ledelse i forbindelse med klubbens seneste handel.

Den tyske gigant oplyser på X, at man har hentet 19-årige Jobe Bellingham i engelske Sunderland på en aftale frem til 2030.

- Jobe er en ekstremt talentfuld spiller med en imponerende modenhed og spilintelligens for så ung en spiller, siger Dortmund-sportsdirektør Lars Ricken til klubben hjemmeside.

Som efternavnet antyder, er Jobe Bellingham i familie med Real Madrid-stjernen Jude Bellingham. Sidstnævnte er storebror til den kommende Dortmund-teenager.

Jude Bellingham drog allerede som 17-årig i 2020 til Dortmund, hvor han blev en stor succes. Så stor en succes, at Real Madrid i sommeren 2023 betalte mere end 800 millioner kroner for at få fingrene i ham.

Jobe Bellingham er blevet længere i England. Efter to år som senior i barndomsklubben Birmingham City rykkede han 2023 til Sunderland.

Denne sommer var han med til at sikre oprykning til Premier League for klubben, der i 2017 rykkede ud af Englands bedste række, og kort efter endda røg videre ned i tredjebedste række.

Den yngre Bellingham følger dog ikke med klubben op i Premier League, men træder i storebrorens fodspor i tysk fodbold.

Transfermarkt melder om en overgangssum i nærheden af 230 millioner kroner.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden