Fodbold

Liverpool forcerer svær hurdle og stryger igen til tops

Med en 1-0-sejr over formstærke Newcastle rykkede Liverpool igen forbi Manchester City i tabellen.

Naby Keita scorede kampens eneste mål efter 19 minutters spil.
Naby Keita scorede kampens eneste mål efter 19 minutters spil. Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Parløbet i toppen af Premier League fortsætter for fuld fart. Liverpool er - i hvert fald midlertidigt - tilbage på toppen af tabellen efter en 1-0-sejr på udebane over Newcastle lørdag eftermiddag.

Dermed lægger holdet igen maksimalt pres på Manchester City, som er to point bagefter, men har mulighed for at tilbageerobre førstepladsen mod Leeds senere lørdag.

Det kan Liverpool især takke Naby Keita for. Trods mere end 20 forsøg mod Newcastles mål var midtbanemanden den eneste, der formåede at sende kuglen ind bag stregen.

Opgøret på St. James' Park var et møde mellem ligaens to mest formstærke mandskaber. Men kampen forstærkede billedet af, at Liverpool og Manchester City er en klasse bedre end resten af holdene i ligaen.

For heller ikke Newcastle kunne for alvor få Jürgen Klopps tropper til at vakle. Hjemmeholdet indledte ellers optimistisk, men meget af gassen gik af ballonen, da Keita bragte Liverpool i front efter 19 minutter.

Guineaneren skar igennem Newcastles forsvar og omdriblede køligt målmand Martin Dúbravka, inden han sendte bolden ind mellem to Newcastle-spillere, der desperat forsøgte at gøre sig brede på målstregen.

Senest på det tidspunkt tog favoritterne initiativet. Selv om profiler som Mohamed Salah, Thiago Alcântara og Trent Alexander-Arnold blev sparet på udskiftningsbænken, var Liverpool i fuld kontrol og gav Dubravka en travl dag i målet.

24 forsøg, heraf 10 inden for målrammen, noterede Liverpool sig for. Alligevel lykkedes det aldrig at tiltvinge sig den anden scoring, der endegyldigt kunne have punkteret spændingen i kampen.

På den måde bevarede Newcastle håbet til det sidste. Men Virgil van Dijk og Joel Matip stod stærkt i defensiven og sørgede for, at Liverpool for fjerde kamp i træk holdt målet rent.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden