Sport

Liverpool-reserve afløser hollandsk keeper i Brentford

Caoimhin Kelleher skifter til Brentford. Han er udset som afløser for Mark Flekken, der skal til Leverkusen.

Keeper Caoimhin Kelleher har stået i skyggen af Alisson i Liverpool. Nu er han udset som Mark Flekkens afløser i Brentford. (Arkivfoto).
Keeper Caoimhin Kelleher har stået i skyggen af Alisson i Liverpool. Nu er han udset som Mark Flekkens afløser i Brentford. (Arkivfoto). Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Brentford henter Liverpool-keeper Caoimhin Kelleher som erstatning for Mark Flekken, der er solgt til tyske Bayer Leverkusen.

Det oplyser danskerklubben på sin hjemmeside.

Flekken afløste i sommeren 2023 David Raya som førstekeeper i Brentford, og hollænderen har siden været en profil på Thomas Franks mandskab.

77 kampe er det blevet til for Flekken i Brentford-trøjen, og klubben regnede egentlig med, at det skulle blive til mange flere.

- Men da Bayer Leverkusen gjorde det klart, at de ønskede at hente ham, og Mark var interesseret i at flytte tættere på sit hjem og med mulighed for Champions League-fodbold, fokuserede vi på, hvordan skiftet kunne gå igennem, siger fodbolddirektør i Brentford Phil Giles.

Knap var nyheden om 31-årige Flekkens skifte til Leverkusen offentliggjort, før Brentford præsenterede afløseren.

- Da Flekken fik muligheden for at tage til Bayer Leverkusen, tænkte vi med det samme på Kelleher som hans erstatning, siger Giles.

26-årige Kelleher har spillet hele sin seniorkarriere i Liverpool, hvor han har stået i skyggen af førstemålmand Alisson. Den irske keeper nåede i alt 67 kampe for Liverpool, mens han står noteret for 22 landskampe for Irland.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden