Sport

Liverpool-træner opfordrer fans til at larme mest mod bundprop

Liverpool har to store kampe i næste uge, men Arne Slot håber på mest larm mod bundproppen Southampton.

Arne Slot har kurs mod en yderst imponerende første sæson som Liverpool-træner. (Arkivfoto).
Arne Slot har kurs mod en yderst imponerende første sæson som Liverpool-træner. (Arkivfoto). Franck Fife/Ritzau Scanpix

Med returkampen mod Paris Saint-Germain i Champions League og en Liga Cup-finale mod Newcastle på programmet i næste uge er lørdagens hjemmekamp mod Southampton knap så ophidsende.

Sådan tænker en del med Liverpool-sympatier formentlig. Ikke mindst fordi Liverpool har slået et stort hul til Arsenal i Premier League.

Men Liverpools cheftræner advarer mod den holdning.

- Jeg skal overbevise mine spillere om, at vi spiller tre finaler i den kommende uge. Jeg håber også, jeg kan påvirke vores fans en smule.

- Jeg håber ikke, de kommer ind på stadion fem minutter før kickoff. Jeg håber, hele stadion er fyldt helt op en halv time før kickoff, så spillerne får den belønning, de fortjener efter deres hårde arbejde i Paris, siger Arne Slot til Liverpools hjemmeside med henvisning til 1-0-sejren onsdag.

Står det til hollænderen, bliver der mere larm på Anfield lørdag end senere på ugen mod PSG og på Wembley mod Newcastle.

- Det bliver en uge at se frem til for alle Liverpool-fans. Jeg er bevidst om, at finalen er der, og alle snakker allerede om atmosfæren på en aften med Champions League.

- Men jeg håber, jeg håber virkelig, at fansene larmer mest i morgen. Ikke i finalen, ikke mod PSG, men i morgen, siger Slot.

Liverpool har 13 point ned til Arsenal i Premier League. London-holdet har én kamp i baghånden.

Lørdagens gæster fra Southampton har blot hentet 9 point i 27 kampe og er isoleret på sidstepladsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden