Sport

Liverpools Harvey Elliott sparker England i EM-finale

England er klar til finalen ved U21-EM i Slovakiet efter en semifinalesejr på 2-1 over Holland.

Harvey Elliott har scoret fire mål ved EM.
Harvey Elliott har scoret fire mål ved EM. Radovan Stoklasa/Reuters

Opdateret kl. 22:54

Harvey Elliott blev afgørende, da England onsdag aften spillede sig i finalen ved EM i fodbold for U21-landshold.

Den formstærke Liverpool-spiller scorede nemlig begge mål, da englænderne i semifinalen nedlagde Holland med 2-1.

Harvey Elliott bragte England på 1-0 efter lidt mere end en time, og han var også manden bag det afgørende mål i slutfasen, efter at Holland var lykkedes med at bringe balance i regnskabet.

I finalen skal England møde Tyskland, som senere onsdag aften uddelte øretæver til Danmarks banemænd fra Frankrig. Tyskerne vandt 3-0 i en kamp, hvor franskmændene ellers havde en pæn portion store chancer.

Harvey Elliott har haft et forrygende EM i Slovakiet. I kvartfinalen kom han også på måltavlen, da England slog en af de øvrige forhåndsfavoritter Spanien ud.

Onsdag lynede han første gang efter 62 minutter, da han blev fri i højre side af hollændernes felt og bragede bolden i nettet til 1-0.

Efter 86 minutter var han på pletten igen efter en forrygende soloaktion. Midt på hollændernes banehalvdel tog han fat i bolden og driblede sig vej til udkanten af feltet, hvorfra han bankede den i nettet til 2-1.

Noah Ohio stod for Hollands udligning efter 72 minutter.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden