Sport

Lokal helt slår til i dramatisk finale i Baskerlandet

I en vild finale, hvor flere ryttere rakte ud efter sejren, var Alex Aranburu stærkest i Baskerlandet Rundt.

Alex Aranburu tog på hjemlige landeveje en stor sejr i Baskerlandet Rundt.
Alex Aranburu tog på hjemlige landeveje en stor sejr i Baskerlandet Rundt. Ander Gillenea/Ritzau Scanpix

Den baskiske cykelrytter Alex Aranburu skabte stor glæde på hjemlige landeveje, da han torsdag vandt 4. etape i Baskerlandet Rundt.

I en spændende finale var Cofidis-rytteren stærkere end norske Tobias Halland Johannessen (Uno-X), som blev toer på den sidste stigning. Nordmanden endte med at være fire sekunder efter etapevinderen.

Alex Aranburu fik i finalen hjælp af landsmanden og holdkammeraten Ion Izagirre, som forsøgte at komme alene til mål.

Det betød, at Tobias Halland Johannessen skulle bruge kræfter tidligt i finalen, mens Alex Aranburu kunne sætte sig i hjulet på nordmanden.

På de sidste meter havde Alex Aranburu ingen problemer med at suse forbi Tobias Halland Johannessen, der ikke havde flere kræfter i benene.

I den samlede stilling udbyggede Paul Seixas (Decathlon) føringen. Den 19-årige franskmand var tæt på at være med i kampen om etapesejren, men han kom ikke helt op til de forreste på den sidste stigning.

I stedet endte Paul Seixas på ottendepladsen 14 sekunder efter etapevinderen.

Primoz Roglic (Red Bull) mistede tid på etapen, og han er nu 2 minutter og 19 sekunder efter Paul Seixas i den samlede stilling.

Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) faldt ned fra fjerde- til femtepladsen i den samlede stilling, da Ion Izagirre overhalede danskeren, som nu har 2 minutter og 34 sekunder op til Paul Seixas.

Det er stadig muligt for Skjelmose at blande sig i kampen om podieplaceringer på fredagens yderst kuperede etape.

Løbets sjette og sidste etape, der også er kuperet, køres lørdag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden