Lokal investor har ikke hørt mere fra Jammerbugt FC-ejer

De kontante lønudbetalinger til nogle Jammerbugt-spillere er ved at blive undersøgt af Spillerforeningen, hvor man undrer sig over fremgangsmåden

Jammerbugt FCs videre skæbne er stadig uvis, og Spillerforeningen undrer sig over forløbet i de seneste dage. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Jammerbugt FCs videre skæbne er stadig uvis, og Spillerforeningen undrer sig over forløbet i de seneste dage. Foto: Torben Hansen

PANDRUP:Mandag var der besøg fra Spillerforeningen i Jammerbugt FC. Vicedirektør Allan Reese var til møde i klubben for at finde ud af, hvad status var, og her blev han en del klogere. Ikke alene fandt han ud af, at flere spillere har modtaget lønnen kontant, men han fik også et vist overblik over den situation, der udefra set kan virke lettere kaotisk. 

- Vi havde et påkrav om løn til spillerne, og det krav er efter vores oplysninger blevet imødekommet af Jammerbugt FC, men da der er tale om nogle kontante udbetalinger, er vi også ved at undersøge den side af sagen tilbundsgående, siger Allan Reese. 

- Vi skal have et overblik over de kontante udbetalinger. Det er nogle undersøgelser, der pågår lige nu, så jeg kan ikke sige ret meget mere om den del lige nu, siger Allan Reese.

Den rutinerede rådgiver og tidligere topspiller har efterhånden været med i gamet i mange år, men han mindes ikke at have hørt om kontante udbetalinger til spillere på kontrakt. 

- Det her er meget, meget usædvanligt. Jeg mindes ikke at have oplevet det i nyere tid. Det kan godt være, det er sket før, men så skal vi 20-30 år tilbage. Derfor er denne fremgangsmåde også kommet totalt bag på mig, siger Allan Reese.

Med lønnen udbetalt mere eller mindre efter bogen bliver det ikke fra spillertruppen, at man skal forvente en konkursbegæring mod klubben. Den skal kommer udefra. Altså fra de eksterne kreditorer, der har penge til gode hos Jammerbugt FC.

- Konkurs er ikke lige det, jeg ser for mig. Vi har en løbende dialog nu med folk i klubben, og det er ikke lige konkurs, vi snakker om nu, siger Allan Reese.

Det kan godt være, at konkurstruslen i forhold til de manglende spillerlønninger nu er trukket af bordet, men det er konkurstruslen fra de lokale kreditorer til gengæld ikke. 

Nordjyske erfarer, at Klaus-Dieter Müller har lovet at møde op til en snak med flere kreditorer mandag aften. Her skulle man være klar til at sætte tommelskruerne på for at få sit tilgodehavende. 

Per Mariager, der står i spidsen for den kreds af lokale investorer, der gerne vil overtage klubben fra Klaus-Dieter Müller, har ikke hørt noget fra ham i løbet af mandagen, så der er intet nyt i forhold til ønsket om at købe klubben tilbage på danske hænder. 

- Vi har ikke hørt fra Klaus-Dieter i dag. Vi er klar til at gå i forhandling med ham, men der skal jo to til tango, så vi afventer lige nu og kan ikke gøre så meget andet, siger Per Mariager til Nordjyske.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.