Lokale investorer vil redde divisionsfodbolden i Jammerbugt

En lokal virksomhedsejer håber på at sende Jammerbugt FC tilbage på lokale hænder

Jammerbugt FC fik den første sejr i år, da man besejrede Esbjerg fB 2-1. Nu kan der også være en økonomisk løsning på vej. <i>Foto: Torben Hansen</i>

Jammerbugt FC fik den første sejr i år, da man besejrede Esbjerg fB 2-1. Nu kan der også være en økonomisk løsning på vej. Foto: Torben Hansen

PANDRUP:Klaus-Dieter Müller virker til at have stukket halen imellem benene, taget benene på nakken eller hvad man nu skal kalde den faneflugt, som den tyske klubejer er i gang med. 

Han var ikke at finde ved søndagens kamp i Pandrup, hvor forklaringen var, at han var syg med et maveonde. Klaus-Dieter Müller meldte sig natten til søndag syg.

Der har været rygter om en mulig overtagelse af klubben sat i søen af lokale erhvervsfolk, og nu er initiativtageren klar til at fortælle om bevæggrunden og ambitionen for den plan. 

- Divisionsfodbolden skal bevares i Jammerbugt-regi. Det er den altoverskyggende ambition med den her redningsaktion. Vi skal beholde et lokalt divisionshold, siger Per Mariager. 

Han er i forvejen storsponsor i Jammerbugt FC via sit firma Senia, men Per Mariager vil ikke blot sidde og se til, mens klubben går til grunde under det tvivlsomme tyske ejerskab. 

- Jeg har holdt møder med Klaus-Dieter i de seneste uger. Nærmest dagligt har vi mødtes for at forsøge at finde en løsning, men det er ikke lykkes indtil videre, siger Per Mariager. 

Han har stillet sig i spidsen for et købskampagne, der har afgivet et bud til Klaus-Dieter Müller, der forlanger 1,2 millioner euro. Det er dog ikke helt den pris, som Per Mariager vil betale for Jammerbugt FC. 

- Vi har budt en million kroner, og her er det et indbygget krav, at de penge bliver deponeret på en konto. Så kan kreditorer få deres penge, og så må vi se, hvad der er tilbage til Klaus-Dieter Müller, forklarer Per Mariager. 

- Det er det nuværende bud, og vi kommer ikke til at byde op, snarere ned, hvis vi skal komme med et nyt bud.

Den store forskel i vurderingen af klubbens øjeblikkelige værdi er ikke overraskende en kilde til uenighed i forhandlingsforløbet. 

- Det er gået i hårdknude. Vi ved ikke, hvor vi har ham. Status er, at vi har sat vores advokater på sagen, og de forhandler med Klaus-Dieter Müllers advokater, så vi må se, hvad det kan føre til, men vi er under et vist tidspres. Mandag kan meget vel blive en afgørende dag, da Spillerforeningen kommer til Pandrup, og vi ved ikke helt, hvad det munder ud i, men der er fortsat spillere, der ikke har fået løn, så det kan jo ende med en konkursbegæring, siger Per Mariager, der understreger, at han ikke selv er nogen ørn ud i fodboldens univers. Derfor har han også et ønske om at alliere sig med folk, der ved mere om fodbold, end han selv gør.

- Det er mit håb, at vi kan aktivere nogle af de tidligere ledere i klubben, så vi kan få vigtig viden tilbage i klubben. Jeg kan være med på forretningsdelen, men jeg ved ikke noget om fodbold, så det skal jeg have andre til at tage sig af, siger Per Mariager. 

Der har været afviklet et møde for mulige investorer, og her bakkede flere op om at forsøge at købe klubben tilbage fra den tyske ejer. 

- Vi har et fælles ønske om, at Jammerbugt FC atter kommer på lokale hænder, siger Per Mariager. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.