Lokale talenter udtaget til U21-landsholdssamling

Der er masser af lokalt islæt, når det danske U21-landshold i håndbold samles i januar

Victor Norlyk er en af tre Mors-Thy Håndbold-spillere, der er udtaget til U21-landsholdets samling i januar. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Victor Norlyk er en af tre Mors-Thy Håndbold-spillere, der er udtaget til U21-landsholdets samling i januar. Arkivfoto: Bo Lehm

NYKØBING MORS: Når U21-landstræner Arnór Atlason kalder til samling fra den 9. til den 14. januar vil der være hele tre Mors-Thy-spillere og to Aalborg Håndbold-spillere med i truppen. 

Mads Svane Knudsen, der har taget alle med storm siden sit indtog i den danske liga i efteråret har selskab af brødrene Victor og Magnus Norlyk fra Mors-Thy Håndbold. 

For en klub som Mors-Thy Håndbold, hvor talentudvikling er en hjørnesten i klubbens eksistensgrundlag, er der en vis signalværdi i at være repræsenteret godt på et dansk U21-landshold. 

- Det er vigtigt for vores selvforståelse som talentudviklingsmiljø, at vi er repræsenteret på et U21-landshold. Det er anden slags blåstempling af vores akademi i forhold til, når vores talenter får debut på ligaholdet, siger talentchef i Mors-Thy Lars Svane Nielsen. 

Han peger også på en anden vigtig effekt af at have MTH-talenter på diverse ungdomslandshold. 

- I forhold til den videre rekruttering af talenter er det fint, at vi kan fortælle, at vi har så og så mange talenter med på de forskellige landshold. Det betyder også noget, at vores landsholdsspillere møder spillere fra andre klubber, som så kan høre om det træningsmiljø, vi har hos os, siger Lars Svane Nielsen, der understreger, at det ikke i sig selv er et mål for Mors-Thy Håndbold at have spillere med på de forskellige ungdomslandshold. 

- Det er trods alt vigtigst, at vi får nogle igennem til ligaholdet eller til andre eliteklubber, men det skader naturligvis ikke, at vi også har spillere ude med landsholdet. 

Flere af deltagerne på det nuværende U21-landshold har allerede spillet kampe for deres respektive klubbers førstehold, og her glæder det Lars Svane Nielsen, at Mors-Thys tre repræsentanter allerede er en integreret del af ligaholdet. 

- Det er et svært skridt, som de unge mennesker skal tage ved overgangen til seniorhåndbold, men det er her, at der gerne skal være kortere vej til spilletid hos os, end der eksempelvis er i klubber, der skal spille med i toppen af ligaen, siger Lars Svane Nielsen. 

Apropos toppen af ligaen har Aalborg Håndbold Victor Kløve og højrebacken Christian Termansen med på U21-landsholdet. Her får de blandt andet mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med deres kommende assistenttræner i Aalborg Håndbold. Simon Dahl er nemlig også assistent for Arnór Atlason på det danske U21-landshold. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.