Lovende takter i overbevisende AaB-sejr

AaB's U19-hold leverede en helstøbt indsats, da man totalt dominerede opgøret mod Vejle, der ganske fortjent endte med tre point til nordjyderne efter en 3-0-sejr

Gustav Dahl scorede et klassemål, da AaB vandt over Vejle i U19-ligaen <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Gustav Dahl scorede et klassemål, da AaB vandt over Vejle i U19-ligaen Arkivfoto: Lars Pauli

AALBORG:Det har været svært at blive klog på AaB's U19-hold i denne sæson. Der har været nogle udfald i kampene mod FC Nordsjælland og Lyngby, mens AC Horsens blev besejret sikkert. 

Lørdag kunne et forstærket AaB-hold for første gang i denne sæson byde på en hjemmekamp i U19-ligaen. Det var på papiret noget af det stærkeste, som AaB kan mønstre. Anders Nosche og Oliver Ross kunne potentielt have været med, men i stedet for at spille stod de og heppede på holdkammeraterne, og det var et virkelig godt spillende AaB-hold, de fik at se. 

De kunne blandt andet se Theo Sander, der stort set var arbejdsløs i de første 45 minutter, der bød på flere gode chancer til AaB og et meget atypisk spillemæssigt overtag til bolsjestriberne. 

- Det er klart, at vi skal arbejde med den del af spillet, hvor vi er meget på bolden. Det er ikke noget, de har været så vant til i sidste sæson, så det er klart et af vores fokuspunkter. Mod Vejle synes jeg for første gang i sæsonen, at vi spillede en kamp, hvor vi var i god balance i vores opspil. Vi fik besat de rette positioner, og det så godt ud, siger Lars Noer.

Han kunne se Patrick Allentoft, Fisnik Isaki, Oscar Meedom og Gustav Dahl komme frem til fine chancer men ingen mål. Tendensen var dog klar og meget entydig. AaB var klart bedst. Det indtryk blev underbygget med mål i anden halvleg, da Jakob Gaardsøe scorede to gange på to minutter efter to dødbolde. 

Magtdemonstrationen blev total, da en stærkt spillende Gustav Dahl bankede bolden i mål bag en ikke helt sagesløs Vejle-keeper til 3-0. Mod kampens slutning fik gæsterne et par chancer, men her pillede Theo Sander glansen af Vejle-offensiven med et par fornemme indgreb. Alt i alt en meget opløftende sejr. 

- Det var godt at se, hvordan vi ser en skarp midterakse forme sig. Jeg vil gerne fremhæve Sebastian Otoa, som ser ud til at være kommet ind i et godt flow efter skadesproblemer i sidste sæson. Det samme gælder egentligt Gustav Dahl, der også spillede sin bedste kamp i denne sæson, siger Lars Noer. 

U19-fodbold er en tand mere resultatorienteret end de øvrige ungdomsrækker, så derfor er der også lidt opmærksomhed rettet mod tabellen. 

- Det var fint, at vi kom med nu, så vi ikke kommer til at hænge fast i bunden. Det betyder en del, at vi kan lægge afstand til bunden, siger Lars Noer. 

AaB's U17-hold spillede 1-1 i ordinær tid mod Vejle, men endte med at vinde den efterfølgende straffesparkskonkurrence, som DBU fastholder i ungdomsligaerne ved uafgjorte kampe. 

AaB's U15-hold var hurtigt foran med 2-0 mod Vejle, men her endte man med at tabe 3-5. Bedre gik det for AaB's U13-hold, der bankede FC Midtjyllands ditto med 9-2, hvilket måske kan tjene som inspiration for klubbens superligahold, der også skal en tur til Herning søndag. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden