Lucas Bjerregaard sikrer tredjeplads i Wales

Lucas Bjerregaard sluttede i top-3 ved Cazoo Open, mens Thorbjørn Olesen raslede ned efter en skidt runde.

Lucas Bjerregaard sluttede på en delt tredjeplads ved Cazoo Open i Wales. (Arkivfoto) <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Lucas Bjerregaard sluttede på en delt tredjeplads ved Cazoo Open i Wales. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Han var langt efter den vindende spiller, men Lucas Bjerregaard må alligevel kunne være tilfreds med sin indsats ved Cazoo Open i Wales.

Den danske golfspiller sluttede søndag på en delt tredjeplads efter at have afsluttet fjerde og sidste runde i 68 slag, tre under banens par.

Samlet sluttede Lucas Bjerregaard i 279 slag, fem slag under par, hvilket var syv slag efter den suveræne vinder, Callum Shinkwin fra England.

Inden finalerunden var Thorbjørn Olesen og Marcus Helligkilde kun et enkelt slag efter Lucas Bjerregaard, men de gik begge ned på den afsluttende runde.

Mest spektakulær var Thorbjørn Olesens nedtur. Han indledte med en bogey på første hul, hvorefter han lavede intet mindre end en firedobbelt bogey på det næste hul ved at bruge ni slag.

Den dårlige start var dog ikke færdig, for Thorbjørn Olesen lavede også dobbeltbogey på de to efterfølgende huller.

Herefter fortsatte det ustabile spil med tre birdies, tre bogeys, og endnu en dobbeltbogey, så danskeren sluttede runden i 82 slag og en samlet placering som delt nummer 59 i 294 slag.

Marcus Helligkilde havde også en skidt runde, hvor han blandt andet lavede både en tre- og firedobbelt bogey, og så hjalp det ham mindre, at han også lavede fem birdies undervejs.

Marcus Helligkilde brugte 77 slag på runden og endte som delt nummer 43 i 289 slag.

Jeff Winther blev efter en runde i 76 slag samlet delt nummer 57 i 293 slag, mens Joachim B. Hansen lukkede leddet som nummer 71 og sidst i finalefeltet i 305 slag.

Danskeren leverede den dårligste runde søndag i 84 slag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.