Luis Suarez tager hjem til Uruguay efter 16 år i Europa

Den 35-årige angriber siger i en video på Twitter, at han spiller videre for Nacional hjemme i Uruguay.

Luis Suarez har spillet færdig i Europa for denne gang og vender hjem til Nacional. (Arkivfoto) <i>Pablo Porciuncula Brune/Ritzau Scanpix</i>

Luis Suarez har spillet færdig i Europa for denne gang og vender hjem til Nacional. (Arkivfoto) Pablo Porciuncula Brune/Ritzau Scanpix

Efter 16 år i europæisk fodbold vender Luis Suarez hjem til Uruguay for at spille for Nacional, klubben han spillede for inden skiftet til hollandske Groningen i 2006.

Det fortæller han i en video, som han har lagt ud på Twitter. Kun de sidste detaljer mangler at blive afklaret.

- Det var umuligt at forspilde denne mulighed for igen at spille for Nacional, og vi har en forhåndsaftale med klubben, siger han ifølge Reuters i videoen.

- I de næste timer vil detaljerne blive færdiggjort, og vi håber, at den aftale, som vi alle ønsker, bliver indgået, siger han.

Den berømte og til tider berygtede angriber, som efterhånden er blevet 35 år, har ud over Groningen repræsenteret Ajax, Liverpool, FC Barcelona og Atlético Madrid i Europa.

Tidligere i sommer udløb hans kontrakt med Atlético Madrid, og målmaskinen vender nu altså hjem for at få spilletid inden VM i Qatar, der begynder i november.

Luis Suarez nåede at blive hollandsk mester med Ajax én gang, spansk mester med FC Barcelona fire gange, og han var også med til at sikre Atlético Madrid det spanske mesterskab sidste år.

I 2015 scorede han i Champions League-finalen, da FC Barcelona vandt 3-1 over Juventus.

Luis Suarez har også prøvet at vinde Copa America med Uruguay. Han har scoret 68 mål i 132 landskampe.

Angriberen er kendt for sine gentagne karantæner for at bide modstandere.

Det skete både, da han spillede for Ajax og Liverpool, og tredje gang faldt hammeren hårdt.

Under VM i Brasilien i 2014 bed Luis Suarez den italienske forsvarsspiller Giorgio Chiellini i skulderen, hvilket kostede en lang karantæne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.