Sport

Lunken anden halvleg generer ikke Neestrup efter sejr

FCK spillede ikke en stor anden halvleg i Kosovo, men alt handlede om et sikkert avancement for træneren.

Jacob Neestrup glæder sig over, at FCK nu er sikret en plads i et europæisk ligaspil. (Arkivfoto).
Jacob Neestrup glæder sig over, at FCK nu er sikret en plads i et europæisk ligaspil. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Foran 1-0 og med en mand i overtal var der gode muligheder for, at FC København kunne have øget sejrens størrelse i anden halvleg af tirsdagens udekamp mod FC Drita fra Kosovo.

Men i de sidste 45 minutter ramte FCK ikke topniveauet, til tider svigtede koncentrationen også, men cheftræner Jacob Neestrup var godt tilfreds med det samlede 3-0-avancement i Champions League-kvalifikationen.

- Sådan nogle Q2-kampe handler bare om at komme videre, det er det eneste, der tæller, for nu er vi sikre på at komme i en af de tre ligafaser, siger Jacob Neestrup efter sejren til FCK's hjemmeside.

Med lidt mere skarphed kunne Drita godt have udlignet i anden halvleg, men i størstedelen af kampen var de danske mestre i kontrol.

Derfor var Neestrup også tilfreds med den samlede indsats over de to kampe, som nu har skaffet klubben en plads i tredje runde af Champions League-kvalifikationen.

- Anden halvleg blev, som den blev, og var i lange perioder noget, der bare skulle overstås, men det handlede det som sagt bare om at komme videre, og det gjorde vi, lyder det fra FCK-træneren.

- Vi grundlagde det med en god hjemmekamp, hvor vi viste ro og tålmodighed og i sidste ende kunne have vundet større, men i dag (tirsdag, red.) var der aldrig spænding, og vi er videre med to sejre og to clean sheets.

Alt tegner til et skandinavisk brag i tredje runde af kvalifikationen. Malmö FF fører 4-1 fra første kamp mod lettiske RFS inden onsdagens returkamp.

Kører skåningerne den samlede sejr i land, tørner de sammen med FCK i en duel om en plads i playoffrunden.

Playoffrunden er sidste hurdle for at komme i Champions Leagues ligaspil, hvor de helt store penge og opgør mod Europas giganter venter.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden