Aalborg Håndbold

Lykkelig Aalborg-træner gjorde tyskere sure

Stefan Madsen jubler over historisk sejr i Tyskland, hvor Aalborg-træneren dog endte med at blive upopulær

Stefan Madsen afviser, at han mod slutningen af torsdagens håndboldbrag viste manglende respekt for Kiel.
Stefan Madsen afviser, at han mod slutningen af torsdagens håndboldbrag viste manglende respekt for Kiel. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 08:38

Cheftræner Stefan Madsen var ikke nogen populær mand i Kiel, da Aalborg Håndbold torsdag aften triumferede med en knusende sejr på 27-18 i Champions League.

Årsagen var ikke, at hans hold udspillede tyskerne foran 7000 af deres fans, men derimod en episode to minutter før slutsignalet, hvor Stefan Madsen tog en timeout. 

Den handling fik Kiel-træner Filip Jicha til at skælde i retning af aalborgensernes bænk, og flere af Kiel-spillerne gestikulerede også undrende. 

- Det er jeg selvfølgelig ked af og super ærgerlig over. Jeg håber, at folk, der kender mig, ved, at jeg har den dybeste respekt for alle. Det eneste, det handlede om, var netop den respekt, jeg har for Kiel, siger Stefan Madsen og uddyber:

Aleks Vlah, Mikkel Hansen og Simon Hald jubler ved slutsignalet i Kiel. Foto: Henrik Bo

- Ved pointlighed til slut i gruppespillet ved vi godt, at det kan blive målscoren, der bliver afgørende. Så i min verden var det bestemt ikke ligegyldigt, om vi kom herfra med en sejr på seks mål i stedet for eksempelvis ni eller ti. Så jeg var meget opsat på, at vi skulle slutte koncentreret af, lyder Aalborg-trænerens forklaring på timeouten.

Afslutningen var dog også eneste malurt i et ellers storslået sejrsbæger i Kiel, hvor Aalborg Håndbold indtil torsdag aften aldrig havde vundet før. Samtidig tilføjede de tyskerne deres største europæiske hjemmebanenederlag nogensinde.

- Vi har allerede skrevet historie på flere områder i den her sæson. Både med udesejren i Kielce og ved at vinde de første 12 kampe i Herreligaen, og vi vidste godt, at vi havde muligheden for at skrive et nyt kapitel ved at vinde hernede. Jeg er meget stolt og glad for den præstation, vi leverede, siger Stefan Madsen.

De 300 Aalborg-fans i Kiel får her en stor tak for støtten af Aalborg Håndbolds spillere. Foto: Henrik Bo

Han kan ikke finde på nok superlativer til at rose målmand Niklas Landin, der var den helt afgørende forskel i kampen med en redningsprocent på over 50.

- Det var en vanvittig præstation, og han havde de her ekstraordinære redninger, som betød, at vi bevarede et hul til Kiel, selvom vi selv sled med vores angrebsspil i første halvleg, roser Aalborg-træneren.

På onsdag kommer Kiel til Nordjylland for at jagte en revanche. Men vinder Aalborg igen, vil det sende holdet i spidsen af Champions League-puljen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden