Sport

Lynet Merlier tager anden sejr i træk i Paris-Nice

Mads Pedersen blev afleveret fint i massespurten, men ingen kunne følge Tim Merlier, som sejrede igen.

Tim Merlier har vist sig som den stærkeste sprinter indtil videre i årets Paris-Nice.
Tim Merlier har vist sig som den stærkeste sprinter indtil videre i årets Paris-Nice. Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 19:53

Når de sidste watt skal trykkes ud af benene, til der er blodsmag i munden, kan ingen i årets Paris-Nice følge med belgieren Tim Merlier.

Den belgiske sprintkanon, som vandt 1. etape søndag, var også på 2. etape spurtrivalerne aldeles overlegen.

Modsat søndag blev Mads Pedersen ellers afleveret fint i spurten af sit hold. Han krydsede målstregen som nummer fire, men en deklassering af Hugo Page sendte danskeren op på tredjepladsen efterfølgende.

Merlier fortsætter altså i den gule trøje, nu med yderligere et par sekunder i banken til de næste i klassementet. Tirsdag gælder det en holdtidskørsel på 28 kilometer.

Jonas Vingegaard, Mattias Skjelmose og de øvrige klassementfolk sad med feltet hjem. De skal for alvor i aktion tirsdag.

Tre ryttere prøvede lykken på den flade 2. etape, der var som skabt til sprinterholdene. Alexandre Delettre fra Frankrig, spanske Samuel Fernández og nordmanden Jonas Abrahamsen.

De sad længe sammen, men da feltet virkede til at have dem i snor, forsøgte slidstærke Jonas Abrahamsen på egen hånd med omkring 50 kilometer igen.

Kort efter skete der et styrt i feltet. Det gav Abrahamsen lidt line, og han holdt længe halvandet minuts forspring.

Det blev generelt en urolig finale. Ved pointspurten 20 kilometer fra mål skete igen et styrt, som slog hul i feltet. Vingegaard sad med fremme, men Skjelmose blev fanget i gruppen bagved.

Et mindre styrt kort efter bidrog til flere huller i feltet, og der blev kørt til. De forreste ville vinde sekunder til konkurrenter og fange Abrahamsen, de næste grupper kæmpede for at få kontakt til Vingegaard og co.

Der kom samling i feltet, men Abrahamsen var ikke bare sådan at hale ind. Fem kilometer fra mål havde han stadig et forspring på 23 sekunder, og der måtte arbejdes hårdt blandt sprintertogene.

Energitanken var dog ved at være tom for fighteren Abrahamsen. Et par kilometer senere var han trukket ind. Positionskampen intensiveredes, og Merlier beviste til sidst sin overlegenhed.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden