Lyngby-kaptajn om forløsende sejr: Fuldstændig sindssygt

Marcel Rømer har svært ved at forstå, at Lyngby først hentede holdets første sejr i Superligaen efter 17 kampe

Der var stor jubel i Lyngby-lejren, da lørdagens opgør i Silkeborg blev fløjtet af, og der stod 2-0 på måltavlen til gæsterne. <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Der var stor jubel i Lyngby-lejren, da lørdagens opgør i Silkeborg blev fløjtet af, og der stod 2-0 på måltavlen til gæsterne. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lyngby vandt lørdag for første gang i indeværende sæson af Superligaen, da holdet på udebane slog Silkeborg med 2-0.

Anfører Marcel Rømer kalder sejren for en forløsning, og han håber på, at de tre point er et vendepunkt for Lyngby, der var uden sejr i sæsonens første 16 kampe.

- Vi skulle lige snakke om, hvordan det nu er, at vores sejrssang går.

- Selvfølgelig er det en kæmpe forløsning, og det er fuldstændig sindssygt, at vi ikke har fået en sejr før nu. Vi kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne mod Silkeborg, og det skal alle have en kæmpe ros for.

- Det giver os forhåbentlig noget selvtillid og en tro på, at vi kan skabe store ting, hvis vi gør det sammen som hold, siger Rømer.

Trods sejren har Lyngby stadig 13 point op til Brøndby på tiendepladsen, der vil sikre holdet endnu en sæson i landets bedste fodboldrække.

Af den grund mener Marcel Rømer, at Lyngby nu skal fokusere på at holde snuden i sporet og undgå at blive for overmodige.

- Af forskellige årsager har vi ikke fået de resultater, vi gerne har villet, men det er stadig et meget stejlt bjerg, vi skal bekæmpe, hvis vi skal få noget som helst ud af sæsonen.

- Vi har tiltro til os selv og staben, men sejren mod Silkeborg er forhåbentlig starten på en masse gode ting, og så må tiden vise, om det viser sig at være nok til at overleve, siger Rømer.

Lørdagens kamp mod Silkeborg var Lyngbys sidste i år, og holdet har nu lidt mere end tre måneder, før forårssæsonen skydes i gang mod FC Nordsjælland.

Cheftræner Freyr Alexandersson ser frem mod en lang pause, og han håber, at sejren mod Silkeborg kan give spillerne et ekstra løft.

Samtidig mener han, at Lyngby burde have fået mere end otte point ud af sæsonens første 17 kampe.

- Vi har haft tro på tingene hele vejen igennem, og selv om det har været hårdt, så synes jeg, at vi har vist et spil, der retfærdiggør mere end otte point.

- Jeg har haft ondt af spillerne. De har kæmpet hver dag, og de har trænet sindssygt godt. De har hørt efter og fulgt min ledelse, så jeg er først og fremmest glad på deres vegne.

- Jeg vil dog sige, at vi i alt for mange tilfælde ikke har været kloge nok i de situationer, hvor det har handlet om marginaler, siger Alexandersson.

Hjemmeholdets forsvarsspiller Lukas Engel er omvendt stærkt utilfreds med Silkeborgs præstation i lørdagens kamp.

- Det var måske den dårligste præstation, vi har leveret, mens jeg har spillet i Silkeborg.

- Det meste gik galt for os, og Lyngby løb alt for meget rundt om os, og de gjorde, hvad de havde lyst til.

- Følelsen i pausen var, at vi havde et gear mere og skulle skrue op for tempoet, men det blev hurtigt spoleret, siger Engel.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.