Lyngby straffes med bøde for homofobiske tilråb

Lyngby Boldklub skal betale 25.000 kroner på grund af homofobi i forbindelse med pokalkamp i Helsingør.

Homofobiske tilråb fra tilskuere koster Lyngby Boldklub 25.000 kroner. Her ses Lyngbys fans i forbindelse med sæsonens udekamp mod FC Nordsjælland. (Arkivfoto). <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Homofobiske tilråb fra tilskuere koster Lyngby Boldklub 25.000 kroner. Her ses Lyngbys fans i forbindelse med sæsonens udekamp mod FC Nordsjælland. (Arkivfoto). Claus Bech/Ritzau Scanpix

Superligaklubben Lyngby er blevet straffet med en bøde på 25.000 kroner for homofobiske tilråb i forbindelse med pokalkampen på udebane mod FC Helsingør 24. august.

Det fremgår af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.

Kampens dommer indberettede episoden, der fandt sted i kampens 58. minut.

Ifølge indberetningen blev der råbt "bøssekarl", "svans" og "svenskerbøsse", hvilket fik dommeren til at afbryde kampen for at stoppe tilråbene.

Tilråbene kom tydeligvis fra tilskuere med tilhørsforhold til Lyngby, lød det i indberetningen, hvilket bekræftes af Lyngbys egen undersøgelse af sagen.

Lyngby Boldklub oplyser, at klubben har udpeget mindst én af de tilskuere, der stod bag tilråbene. Klubben i er i gang med at få bekræftet personens identitet med henblik på en sanktion.

FC Helsingør vandt pokalkampen med 2-0.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.