Sport

Målfarlige teenagere er med i ishockeylandsholdets VM-test

U20-talenterne Mads Kongsbak Klyvø og Oliver Dejbjerg Larsen er med i landsholdets træningslejr i Finland.

Ishockeylandsholdet var senest i aktion ved vinter-OL i Milano i februar. (Arkivfoto).
Ishockeylandsholdet var senest i aktion ved vinter-OL i Milano i februar. (Arkivfoto). Mike Segar/Reuters

Ishockeylandstræner Mikael Gath giver helt unge spillere chancen for at vise sig frem i landsholdets første testkampe frem mod VM i maj.

Når holdet tirsdag rejser i træningslejr i Finland, er stortalenterne Mads Kongsbak Klyvø og Oliver Dejbjerg Larsen med på flyet. Det oplyser ishockeylandsholdet på Facebook.

Fælles for de to forwards er, at de har markeret sig stærkt i den bedste svenske juniorliga, og at deres erfaring med ishockey på seniorniveau er yderst begrænset.

18-årige Klyvø blev sidste sommer valgt af Florida Panthers i NHL-draften, men fik hele efteråret spoleret af en knæskade.

Siden nytår er han dog kommet tilbage på Frölundas U20-mandskab og blev også noteret for tre kampe på klubbens stærke førstehold, der i foråret vandt Champions League.

Modsat Klyvø slap Oliver Dejbjerg Larsen ikke gennem NHL-nåleøjet i sidste års draft, men kan potentielt få en ny chance til sommer.

Han har brugt sæsonen på at gøre opmærksom på sig selv som en yderst skudfarlig forward. 53 point i 36 kampe for Rögle gjorde ham til den svenske U20-ligas topscorer i grundspillet.

Han var også mest scorende dansker ved U20-VM omkring nytår. Den 19-årige aalborgenser er søn af den mangeårige landsholdsspiller Ronny Larsen.

De kommer ind på et landshold, der bærer præg af, at det stadig er tidligt i forberedelserne. En række sikre VM-spillere er stadig i gang med slutspil i deres klubber og endnu ikke til rådighed for landsholdet.

Danmark spiller to testkampe under opholdet i Finland. Torsdag møder holdet Letland, og dagen efter gælder det et opgør mod de finske værter.

I de kommende uger venter yderligere fire kampe inden afrejsen mod VM i Schweiz. Danmark åbner VM-turneringen mod Tjekkiet 15. maj.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden