Se alle målene: Aalborg Pirates fortsatte ligatogtet
Aalborg Pirates smed sæsonens første ligapoint, men nordjyderne er fortsat ubesejrede efter tirsdagens drabelige affære på egen is mod Rungsted
Opdateret 20. september 2023 kl. 16:47
Tirsdag aften hentede Aalborg Pirates den fjerde sejr ud af fire mulige i Metal Ligaen. Københavnerne fra Rungsted formåede dog at stjæle en enkelt point i et intenst opgør, som bølgede frem og tilbage.
Efter en scoring af Thomas Spelling i overtiden blev det til 6-5 til hjemmeholdet, selvom gæsterne fra kampens begyndelse kom ud i en ægte chokstart og senere åd sig tilbage i opgøret.
Med 11 mål var der igen masser af scoringer i Aalborg Pirates' opgør, og denne gang var det med masser af spænding på tværs af samtlige perioder.
Se målene fra kampen herunder - bragt i samarbejde med Metalligaen.tv:
- Ishockey, Metal Ligaen, grundspillet
- Periodecifre: 3-2, 1-3, 1-0, 1-0
- Mål: 0-1 Maksim Popovic (01.26), 0-2 Maksim Popovic (03.53), 1-2 Calder Brooks (07.40), 2-2 Patrick Björkstrand (07.58), 3-2 Anders Koch (08.22), 3-3 Matthias Asperud (20.31), 4-3 Patrick Björkstrand (22.39), 4-4 Jack Jacome (28.35), 4-5 4-5 Maksim Popovic (34.37), 5-5 Tommy Giroux (43.30), 6-5 Thomas Spelling (64.59)
- Udvisninger: Aalborg 2x2 minutter, Rungsted 5x2 minutter
- Tilskuere: 2812
Første periode var knap nok gået i gang, inden gæsterne fra Rungsted bragte sig foran. Hjemmeholdet bar præg af ikke at have organiseret sig ordentligt fra første sekund, og det udnyttede gæsterne hurtigt.
Maksim Popovic endte således helt fri i venstre side og havde kun George Sørensen at bekymre sig op, og således var Aalborg-keeperen uden chancer kun halvandet minut inde i opgøret. Det samme var han, da Popovic igen slog til efter knap fire minutter, efter Bo Hanson mistede pucken bag eget mål, og Rungsted straffede Aalborg-backen og holdkammeraterne for fejlen.
Det så altså hurtigt ud til, at Aalborg Pirates skulle indkassere sæsonens første nederlag - og så endda på hjemmebane. Men det var mandskabet ikke klar på. Der skulle således kun 32 effektive sekunder til, før nordjyderne havde bragt sig foran på spektakulær vis.
På baggrund af lynhurtige skøjter fra hjemmeholdet og skarpe, nordjyske pasninger blev Rungsted Seier Capital kørt over på ingen ting.
Først modtog Calder Brooks en puck fra Kirill Kabanov i en direkte duel med Rungsteds Oskar Östlund i målet. Her dirigerede canadieren flot pucken omkring keeperen til en reducering. 18 sekunders spil senere lagde Tommy Giroux en pasning tilbage i isen til Patrick Björkstrand, som midt foran mål sendte et velplaceret skud ind til en udligning.
Slutteligt blev det Anders Koch, som fra distancen sendte en puck ind mellem venner og fjender. En af ligaens mest pointhøstende backs formåede at sende den rent ind gennem menneskeflokken til stillingen 3-2. Dermed gik aalborgenserne til første pause med en føring trods chokstarten.
Det varede dog ikke længe, inden Rungsted igen kom stærkt ind på isen. Blot et halvt minut inde i anden periode opsnappede Matthis Asperud nemlig en puck lagt ind lige foran George Sørensen, hvorfra han udlignede sikkert.
To minutter senere dukkede Patrick Björkstrand igen op. Et skud fra distancen burde Östlund i målet nok have afvist uden problemer, men målvogteren fumlede med pucken, og den listede sig langsommeligt ind over stregen til en ny Pirates-føring. Den varede seks minutter, inden københavnerne igen udnyttede rummet foran Sørensens mål, hvor han endte i direkte duel med Jack Jacome, som passede keeperen.
Gæsterne pressede derefter på for en ny scoring for en føring, og den faldt efter adskillige velkoordinerede angreb. Målet faldt således med fem minutter igen af anden periode, da Popovic igen dukkede op på rette tidspunkt og bragte Rungsted foran med en afretning ved bagerste stolpe. Dermed stod der 5-4 til gæsterne, da periode gik på gæld, og aalborgenserne måtte igen samle sig efter en tyve minutter, hvor Rungsted viste markant overskud på isen.
Til gengæld var det Aalborg Pirates, som kom bedst ud til tredje periode. Mandskabet pressede hårdt på, og gennem de første fem minutter faldt der adskillige markante chancer af til hjemmeholdet. Det var dog en løs puck, som faldt ud til nok en udligning på isen tirsdag aften, da Thomas Spelling pressede højt og serverede sin erobring for Tommy Giroux. Alt var igen lige ved 5-5, mens intensiteten begyndte at toppe i Gigantium.
Der blev således sat hårdt ind i tacklingerne mod kampens slutning, og gang på gang røg spillere i isen til stor frustration for begge mandskaber.
Det gav også et sent powerplay til Rungsted, som Aalborg Pirates dog overlevede, inden de blev fuldtallige. Med knap et minut tilbage af tredje periode kunne Søren Dietz-Larsen så have lukket kampen i ordinær tid, da han kom til et helt åbent skud på klos hold af Östlund, men den nytilkomne Pirates-angriber passerede ikke svenskeren.
I overtiden var det til alligevel hjemmeholdet, som løb med to point. Calder Brooks fandt efter knap fem minutter angrebsmakkeren Thomas Spelling på en flad diagonalpasning inde foran Rungsted-målet, og kampens sidste scoring i målfesten faldt i sidste øjeblik af overtiden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.