Måske sidste gang: Nu byder de Vingegaard velkommen hjem
Nyheden om, at cykelhelten har planer om at flytte fra Glyngøre, er blevet positivt modtaget blandt de lokale, der mødte op for at fejre ham torsdag
Opdateret 28. juli 2023 kl. 09:18
GLYNGØRE: Hvis Jonas Vingegaard i 2024 skulle gøre det igen og tage sin tredje Tour De France-sejr i træk, så er det ikke sikkert, turen hjem går til Glyngøre.
Jonas Vingegaard og Trine Marie Hansen har udtalt, at de går med tanker om at flytte til udlandet, både af hensyn til datteren Frida, men også træningen, der kræver lidt flere bjerge, end vi kan byde på her i Danmark.
Blandt nogle af de lokale, Nordjyske talte med på Glyngøre Stadion, er nyheden om flytningen dog blevet positivt modtaget.
- Jonas er et stort familiemenneske, og familien er det, der betyder mest for ham, så jeg kan godt forstå ham. Jeg tænker, at de måske vil bruge huset i Glyngøre som et sommerhus, og de kommer jo også herfra, så mon ikke han altid vil være lidt glyngørebo, siger Birgitte Kristensen fra Mors, der er stor Tour De France-fan.
Hun deltog også i fejringen sidste år og tror på, at der fortsat bliver fejringer i fremtiden, men at de nok vil være i mindre skala og mere forbeholdt de lokale.
- En flytning er det, der skal til, for at han kan fortsætte sin udvikling, og familien giver ham den energi, han skal bruge for at præstere. Jeg tror, man skal gøre det, man kan mærke i hjertet er det rigtige, siger Birgitte Kristensen.
Jane Jønsson fra Glyngøre havde hele familien med på stadion, og også de var med for andet år i træk. Og selvom der måske ikke bliver en hjemkomst næste år, så har hun stor forståelse for beslutningen:
- For familien synes jeg, det er den rigtige beslutning. Jeg forstår dem godt, og det er også et noget specielt liv for en lille pige som Frida. Det er det, jeg tænker mest på, siger Jane Jønsson.
Hun havde blandt andet sin datter Sofie Tange og barnebarn Sine Tange med, men Jane Jønsson tror, at det nok bliver sidste gang, at der bliver en fejring i den skala, som der har været de seneste to år.
- Nu har vi også fået gode oplevelser to år i træk, og det er helt, som det skal være. Nu flytter de væk fra huset, men jeg tror, de nok skal blive ved med at komme til byen. Trine er jo lokal, og Jonas kommer fra Thy, så mon ikke vi nok skal se mere til dem, siger hun og tilføjer:
- Vi er så stolte af alt det, han har opnået. Men at flytte er den bedste løsning.
Jonas Vingegaard ankommer til sportspladsen omkring kl. 16, men inden da besøger han byens plejehjem, hvor rigtig mange var stimlet sammen for at få det første glimt af cykelhelten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.