Mads K. Andersen rykker til BSV med øjeblikkelig virkning

Mors-Thy Håndbold og BSV er blevet enige om at lade talentet rykke til den midtjyske topklub et år tidligere end forventet

Jens Peter Svarrer
Stortalentet Mads K. Andersen skifter til BSV et år tidligere end forventet. Arkivfoto: Peter Mørk
Mors-Thy håndbold 16. juli 2019 12:02 - Opdateret 16. juli 2019 12:02

THY-MORS: Stortalentet Mads K. Andersen er tabt for Mors-Thy Håndbold et år tidligere end forventet.

Planen var, at han skulle skiftet til BSV i sommeren 2020, men de to klubber er blevet enige om at lade handlen træde i kraft med øjeblikkelig virkning. Således er Mads K. Andersen på en kontrakt med den midtjyske topklub fire år frem i tiden i stedet for tre. Som en del af aftalen udlejer BSV spilleren Jens Dolberg til Mors-Thy samtidig med en toårig kontraktforlængelse.

Fra ledelsesgangen hos Mors-Thy Håndbold lyder det i en pressemeddelelse:

- Mors-Thy Håndbold gør det her, da størrelsen på kompensationen er så stor, at det ikke ville være ansvarligt at takke nej. Samtidig er vi rigtig glade for – specielt tidspunktet taget i betragtning – at det lykkedes os at få talentet Dolberg som en del af handlen. Dolberg skal til U21-VM sammen med to af vores egne spillere, Tilsted og Lindgren, siger Henrik Hedegaard, der er sportschef i Mors-Thy Håndbold.

Snakket sammen længe

De to klubber har gennem noget tid været i dialog omkring skiftet. Muligheden for at tilknytte Mads Kjeldgaard Andersen et år før tid er muliggjort via yderligere opbakning fra sponsorer i Bjerringbro-Silkeborg.

- Vi er glade for, at Mors-Thy Håndbold har været villige til at tage dialogen omkring at tilknytte Mads før tid. Med baggrund i tidspunktet, kort før sæsonstart, og Mads’ kvaliteter, har vi betalt en kompensation, som jeg vil betegne som rimelig. En kompensation, som det ikke havde været muligt at betale, hvis det ikke var for ekstra opbakning fra vores trofaste sponsorer, siger direktør Jesper Schou, direktør i BSV.

- Jeg ser det samtidig som en god løsning for Dolberg at komme til Mors-Thy Håndbold. Her kommer han til et godt træningsmiljø, og muligheden for mere spilletid er alt andet lige større. Vi tror på, at Jens Dolberg kan udvikle sig til ligaspiller hos Bjerringbro-Silkeborg, hvorfor vi samtidig med udlejningen har forlænget Dolbergs kontrakt frem til 30. juni 2022,” siger han videre.

Glæder sig

Også den lokale hovedperson er tilfreds med aftalen.

- Jeg ser frem til allerede et år før den oprindelige aftale at skulle bære Bjerringbro-Silkeborg-trøjen. Skiftet ser jeg som et step op i min karriere, og jeg glæder mig til at vise Bjerringbro-Silkeborgs fans og det resterende Håndbolddanmark, at jeg er klar til dette step, siger Mads Kjeldgaard Andersen.

- Hele min håndboldopvækst har jeg fået først gennem HF Mors, Sports College Mors og til sidst Mors-Thy Håndbold. Der er så ufatteligt mange mennesker, som står mig nær i og omkring klubben. Så jeg vil sige et kæmpe stort tak til både klubben, fans, mine trænere gennem tiden og ikke mindst tidligere holdkammerater, siger Mads Kjeldgaard Andersen, som binder håndboldskoene i en ny hal allerede næste uge.

Jens Dolberg glæder sig til nye udfordringer:

- Det bliver et spændende kapitel i min karriere. Jeg glæder mig til at tage den blå trøje over hovedet, og jeg glæder mig til at spille foran Bette Balkan, siger Jens Dolberg, der dog først trækker i landsholdstrøjen til U21-VM i Spanien, før han tropper op til træning i Nykøbing og Thisted.

- Jeg skal til Mors-Thy Håndbold for at vise, hvad jeg kan, udvikle mig mentalt samt fysisk og spille i begge ender af banen. Udover det håber jeg på at få en masse erfaring, som jeg kan bruge videre i min karriere, siger venstrebacken.

Mads Kjeldgaard Andersen og Jens Dolberg står over for hinanden med nye klublogoer på brystet, når Mors-Thy Håndbold tager imod Bjerringbro-Silkeborg i 1/8-finalen i Santander Cup søndag 25. august.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...