Sport

Mads Pedersen bliver ikke klar til forårsmonument efter styrt

Et styrt i sin sæsonåbner koster Mads Pedersen deltagelsen i Milano-Sanremo.

Den danske cykelstjerne Mads Pedersen må melde fra til et af sæsonens store monumenter. (Arkivfoto).
Den danske cykelstjerne Mads Pedersen må melde fra til et af sæsonens store monumenter. (Arkivfoto). Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Den danske cykelrytter Mads Pedersen når ikke at blive klar til monumentet Milano-Sanremo efter en skade.

Det bekræfter danskerens hold, Lidl-Trek, til cykelmediet Feltet.

Det sker, efter at 30-årige Pedersen styrtede på 1. etape af Volta a la Comunitat Valenciana, som var Mads Pedersens første løb i denne sæson.

Efterfølgende skrev holdet, at han var blevet kørt på hospitalet efter et styrt, som resulterede i et brud på det ene håndled og kravebenet.

Senere lød meldingen, at Pedersen skulle gennemgå en operation efter styrtet i løbet.

Pedersens største mål har i flere sæsoner været forårets store brostensklassikere, hvor han ofte er blandt forhåndsfavoritterne.

Med sine i alt 60 sejre er Mads Pedersen den mest vindende danske cykelrytter i historien. Alene i 2025 blev det til 14 sejre for rytteren fra Tølløse.

Milano-Sanremo køres uden Mads Pedersens deltagelse lørdag den 21. marts.

Danskerne Magnus Cort, Kasper Asgreen, Mikkel Honoré, Søren Kragh Andersen og Tobias Lund Andresen er modsat Pedersen på startlisten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden