Madsen vil gerne skrive historie
Det blev nøjagtigt så svært, som Stefan Madsen havde forventet, da Aalborg Håndbold hjemtog en sejr på 36-33 over SønderjyskE
Opdateret kl. 09:07
SØNDERBORG: Stefan Madsens ansigtskulør er normalt en meget god indikator på, hvordan det står til for Aalborg Håndbold i løbet af en kamp. Med den viden in mente må man konstatere, at Aalborg-træneren og spillerne nåede at få pulsen et godt stykke i vejret i løbet af de 60 minutter.
- Vi vidste godt, at det ville blive svært. Det er jo blandt andet sjældent, at vi har 14 dages kamppause i løbet af sæsonen, så derfor var det vigtigt at komme godt i gang. Vi vidste også, at SønderjyskE ville komme med stor fysik. Måske også lidt over det tilladte, men i en fuld kulisse, så måtte det blive sådan, siger Stefan Madsen.
Det blev en lidt ujævn præstation fra storholdet, der aldrig for alvor ramte sit topniveau eller bare noget, der mindede om det. Derfor siger det måske lidt om Aalborg Håndbolds høje niveau, når man aldrig for alvor var i fare for at smide point i en ellers intens kamp.
- Jeg er lidt ærgerlig over, at vi ikke fik slået det hul, der lukkede kampen. Det troede jeg sådan set, at vi havde slået i begyndelsen af anden halvleg, da vi kom foran 20-14, men vi blev måske lidt for defensive i forsvaret. Jeg talte også syv scoringer i træk fra dem, hvor Simon Gade lige havde hånden på men ikke fik reddet bolden, siger Stefan Madsen, der nu kan glæde sig til en kamp mod verdens bedste klubhold: Den forsvarende Champions League-vinder Barcelona.
- Det er et super afsæt til Barcelona-kampen. Vi ved godt, at det er et ekstraordinært godt hold, der venter os på onsdag. Det er et hold, vi aldrig har slået. Så det vil vi gerne gøre og skrive historie på den måde, siger Stefan Madsen, der tror, at en stor opbakning fra en feststemt Sparekassen Danmark Arena lige kan give det sidste i forhold til en sejr.
- Jeg ved, at administrationen har knoklet helt vanvittigt på at lave en fed kulisse, og med den i ryggen kan jeg love dig, at alle mand i truppen tror på, at vi kan besejre Barcelona.
- Stillinger undervejs: 3-3, 6-5, 9-9, 9-12, 11-14, (14-17), 14-20, 19-22, 24-25, 24-27, 27-30, 30-32, 32-34
- Topscorere for SønderjyskE: Andreas Lang 7, August Wiger 6, Noah Gaudin 5.
- Målscorere for Aalborg: Felix Claar 11, Mikkel Hansen 6, Kristian Bjørnsen 4, Sebastian Barthold 4, Jesper Nielsen 4, Lukas Sandell 2, Mads Hoxer 2, René Antonsen 1, Aron Palmarsson 1.
- Udvisninger: SønderjyskE 5, Aalborg 4
- Tilskuere: 2200 (udsolgt)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.