Mæhle assisterer i uafgjort mod Milans mestre
Joakim Mæhle havde en fod med i Atalantas mål, da det mod AC Milan i Serie A endte 1-1.

Joakim Mæhle spillede hele kampen for Atalanta, da holdet søndag mødte AC Milan. Miguel Medina/Ritzau Scanpix
Det var med en dansker i en vigtig birolle, da Atalanta søndag på hjemmebane spillede 1-1 med sidste sæsons italienske mestre fra AC Milan.
Joakim Mæhle startede således inde for Atalanta og havde en fod med i hjemmeholdets scoring til 1-0.
En halv time inde i anden halvleg spillede Mæhle bolden til Ruslan Malinovsky, der fra kanten af feltet bankede den ind, så danskeren blev noteret for en assist.
Atalanta holdt fast i sin føring indtil lidt over halvvejs inde i anden halvleg. Her fik Milans Ismael Bennacer udlignet. I højre side af feltet tog algerieren en træk ind i banen og smækkede bolden over i det lange hjørne af målet.
Det blev altså kampens sidste scoring. Begge hold har dermed fire point efter to kampe i Serie A i denne sæson.
Simon Kjær så for anden kamp i træk hele opgøret fra Milans bænk. Danskeren fik uofficielt comeback for Milan efter sin grimme knæskade, da han 31. juli kom på banen i en træningskamp mod Marseille.
Den danske landsholdsanfører har dog stadig til gode at spille i en betydende kamp for første gang, siden han rev sit ene korsbånd over 1. december sidste år.
Tidligere søndag tog Napoli sin anden storsejr i lige så mange kampe i denne sæson, da det hjemme mod oprykkerne fra Monza blev til en 4-0-sejr. Christian Gytkjær startede på bænken for Monza, men kom på banen med små ti minutter tilbage af kampen.
Napoli vandt sin første kamp i sæsonen med 5-2. Inter er det eneste andet hold med maksimumpoint.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.