Sport

Mageløs Milling fører Ikast til storsejr i Champions League

Amalie Milling og Julie Scaglione strålede, da Ikast efter en dårlig start satte norske Sola på plads.

Amalie Milling hapsede mere end halvdelen af Solas afslutninger i anden halvleg. (Arkivfoto).
Amalie Milling hapsede mere end halvdelen af Solas afslutninger i anden halvleg. (Arkivfoto). Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Efter en stor skuffelse mod Nykøbing Falster Håndbold i ligaen onsdag tog Ikast Håndbold lørdag revanche.

Efter en bomstærk anden halvleg slog midtjyderne på udebane norske Sola HK 31-22 i Champions League.

Keeper Amalie Milling kom ind i slutningen af første halvleg og tog fuldstændig pippet fra hjemmeholdet, der scorede blot syv gange i de sidste 30 minutter.

Også bagspilleren Julie Scaglione strålede som både målscorer og spilfordeler.

Med sejren var Ikast ud over et nederlag til Odense Håndbold hentet lutter sejre i Champions League og ligger med seks point godt til i toppen af gruppen.

Ikast leverede lørdag ellers en meget rodet og fejlfyldt start på opgøret i Stavanger Idrettshall.

En stribe tekniske fejl, afbrændere og en udvisning bragte midtjyderne på konstant bagkant, og ved 14-11 til Sola var kampen lige ved at knække, men flere norsk kikser og indskiftningen af Amalie Milling i buret gav en lille optur inden pausen.

I det hele taget gjorde de spillere, der startede på bænken, en stor forskel for Ikast.

Milling rullede gardinerne ned i starten af anden halvleg, og Julie Scaglione var med fire lynscoringer symbolet på et altdominerende udehold.

15-14 ved pausen blev til 18-24 på 16 minutter, og så var kampen reelt afgjort.

Det 38-årige tidligere norske landsholdsikon Camilla Herrem, der spiller, mens hun modtager behandling for brystkræft, bidrog med sit misbrugte straffekast til Millings vilde redningsprocent på 58 procent i en afslutning, hvor spænding og nerve var fraværende.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden