pandemi

Magnus Cort brækker kraveben og går glip af monument

Tidligt på 7. etape af Tirreno-Adriatico styrtede Magnus Cort og udgik med et brækket kraveben.

Magnus Cort hentede sin første sejr i sæsonen i løbet Gran Camiño i februar. Nu står han foran en pause. (Arkivfoto).
Magnus Cort hentede sin første sejr i sæsonen i løbet Gran Camiño i februar. Nu står han foran en pause. (Arkivfoto). Jose Jordan/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:49

Cykelrytteren Magnus Cort er kommet til skade i et styrt.

På Twitter oplyser holdchef på EF Jonathan Vaughters, at danskeren har brækket sit kraveben på sidste etape af Tirreno-Adriatico.

Styrtet skete tidligt på 7. etape, der køres med start og mål i San Benedetto del Tronto.

Med den forventede pause forude tyder alt på, at han misser årets første monument, Milano-Sanremo, som køres lørdag i næste uge.

Det italienske endagsløb er en af de klassikere, som Cort har deltaget i flest gange.

Fra 2017 til 2021 har han været med hvert år med en ottendeplads i 2018 som bedste resultat.

Han havde da også udset sig Milano-Sanremo som et af sine store mål for sæsonen, fortalte han TV 2 Sport før sæsonstart.

- De få løb, jeg virkelig har sat kryds ud for, er endagsløbene. Det bliver lidt en ny satsning i forhold til de sidste to år, og det bliver Milano-Sanremo, der får det første store kryds i kalenderen, sagde han.

Bornholmeren kan dog glæde sig over, at han allerede er blevet noteret for en sejr efter årsskiftet.

I slutningen af februar kørte han først over stregen i det spanske løb Gran Camiño, men generelt har han været plaget af uheld i de første måneder af sæsonen.

Efter sin sejr blev han testet positiv for coronavirus og var på vej tilbage i løbsform, da han søndag styrtede.

Cort havde en af sine bedste sæsoner i 2021, hvor han blandt andet vandt tre etaper i Vuelta a España.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden