Kevin Magnussen: Frustrerende

Lewis Hamilton kunne godt have gjort mere for at undgå kontakten på første omgang, mener Kevin Magnussen.

Haas-køreren Kevin Magnussen var ikke i nærheden af point grundet et tidligt sammenstød i søndagens Formel 1-løb. <i>Joan Monfort/Ritzau Scanpix</i>

Haas-køreren Kevin Magnussen var ikke i nærheden af point grundet et tidligt sammenstød i søndagens Formel 1-løb. Joan Monfort/Ritzau Scanpix

BARCELONA:Kevin Magnussen lå og kæmpede bagest i feltet i stort set hele søndagens spanske Formel 1-grandprix i Barcelona.

Det endte med en skuffende placering som nummer 17 for Haas-danskeren, som dermed var næstsidst af de kørere, der fuldendte løbet. Et sammenstød med Lewis Hamilton fra Mercedes allerede på den første omgang var skyld i problemerne.

- Det var frustrerende. Men der er et løb igen i næste weekend. Nu skal jeg lige ud af køretøjet og have noget rent tøj, inden jeg kan tænke på det, siger Magnussen til TV3 Sport, og tilføjer, at han ikke føler, han var skyld i uheldet.

- Jeg gik udenom Hamilton, og jeg ved ikke, om han åbnede rattet lidt eller understyrede. Men han ramte mig i hvert fald, og så punkterede jeg på højre fordæk, siger Magnussen til tv-stationen.

Episoden blev undersøgt af løbsledelsen, og der blev ikke uddelt nogen straf.

Alligevel vurderer Magnussen, at Hamilton godt kunne have gjort mere for at undgå kontakten.

- Hvis jeg vidste, at han ville gøre sådan, så ville jeg lade være at køre udenom. Men normalt kan man godt ligge sin bil på ydersiden der, mener Magnussen.

Hamilton blev nummer fem i løbet, der blev vundet af Max Verstappen fra Red Bull, som med sejren overtog føringen i VM-stillingen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.