Magnussen havner i den tunge ende af Baku-kvalifikation

Kevin Magnussen nåede ikke videre fra første kvalifikationsrunde i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Kevin Magnussen blev nummer 16 i lørdagens kvalifikation. <i>Ali Haider/Ritzau Scanpix</i>

Kevin Magnussen blev nummer 16 i lørdagens kvalifikation. Ali Haider/Ritzau Scanpix

Den danske racerkører Kevin Magnussen får svært ved at hente point i søndagens Formel 1-grandprix i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Haas-køreren røg lige nøjagtig ud i første runde af kvalifikationen, Q1, til løbet, da han i en kaotisk sekvens blev skubbet ud af det sjove selskab af Alfa Romeos Valtteri Bottas og endte som nummer 16.

Magnussen så ellers ud til at klemme sig med videre til videre til Q2, da runden blev suspenderet.

Aston Martins Lance Stroll kørte galt, og det kastede et rødt flag af sig, som satte kvalifikationen på pause.

Da det blev sat i gang igen, lignede det næsten et almindeligt grandprix, hvor kørerne kæmpede om pladsen for at komme frem.

I sidste ende var Bottas' ekstra forsøg nok til at sende Kevin Magnussen ud af kampen om topplaceringer i søndagens løb.

- Vi missede den sidste omgang, så det bliver en lang dag i morgen (søndag, red.), siger han til Viaplay.

Han er lettere irriteret over, at Bottas drog fordel af at køre sig frem, mens der var gult flag.

- Jeg har ikke noget imod Bottas. Han gjorde sit. Men han forbedrede sig under gult (flag, red.). Det kan man åbenbart, lyder det fra danskeren.

Endnu værre gik det for teamkollegaen Mick Schumacher, der sluttede som sidste mand på 20.-pladsen.

Kevin Magnussen har indtil videre skrabet 15 point sammen i sæsonen. Det rækker til en tiendeplads i den samlede stilling, som føres af Red Bull-køreren Max Verstappen.

Den forsvarende verdensmester måtte tage til takke med en tredjeplads i lørdagens kvalifikation.

Ferraris Charles Leclerc var hurtigste mand og indleder søndagens grandprix i pole position. Mellem Leclerc og Verstappen ligger sidstnævntes teamkollega Sergio Perez.

Søndag klokken 13 køres der om point i Bakus gader.

Løbet i Aserbajdsjan er det ottende i sæsonen, der i alt byder på 22 grandprixer.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.