Magnussen starter i den tunge ende i USA efter Haas-nedtur
Hverken Kevin Magnussen eller holdkammeraten Mick Schumacher kom videre fra Q1 i USA.
Opdateret kl. 01:51
Danske Kevin Magnussen er lørdag lokal tid ude efter Q1 i kvalifikationen til Formel 1-grandprixet i Austin, Texas.
Danskeren kvalificerede sig som nummer 16 og starter dermed i den tunge ende, når løbet køres søndag.
Det samme gælder Haas-holdkammeraten Mick Schumacher, der blev 19'er i kvalifikationen.
Begge står dog umiddelbart til at rykke en enkelt plads frem, når starten går, som følge af en straf til Alfa Romeo-køreren Guanyu Zhou.
Alligevel må kvalifikationen betegnes som en nedtur for det amerikanske hold Haas, som aktuelt ligger nummer otte af ti i konstruktørmesterskabet.
- Vi satser på at kæmpe os tilbage søndag, skriver holdet på Twitter om indsatsen i kvalifikationen.
Én, der klarede sig en hel del bedre, var Ferrari-køreren Carlos Sainz, som tog pole position.
Optakten til kvalifikationen var præget af, at det kort tid forinden var blevet meddelt, at Red Bull-stifteren Dietrich Mateschitz efter længere tids sygdom er død. Han blev 78 år.
Den nyligt kårede Formel 1-verdensmester, Max Verstappen, fortæller efter kvalifikationen ifølge nyhedsbureauet AFP, at han blev ramt af nyheden.
- Det har været hårde nyheder for alle, for Red Bull og for sporten og for mig, siger Verstappen.
Verdensmesteren blev treer i kvalifikationen, men rykker en plads op som følge af en straf til Ferraris Charles Leclerc, der ellers satte næstbedste tid.
- Det har været en hård dag, siger Verstappen.
- Kvalifikationen blev ikke helt som håbet, men der er et løb i morgen, og vi vil forsøge at gøre det for ham, tilføjer han med henvisning til den afdøde Red Bull-stifter.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.